Pixabay

5 autentiske værtshuse i Aalborg

Guide: En aften med billig øl, godt værtskab og livemusik slår sjældent fejl. Vi giver dig her vores bud på fem autentiske værtshuse, som byder indenfor til en hyggelig stund med vennerne.

Værtshus med jam 
Café Frederiksberg, Hadsundvej 1B, 9000 Aalborg

værtshuse i Aalborg
Foto: Café Frederiksberg

Café Frederiksberg er med sine 123 år på bagen et af Aalborgs ældste værtshuse. Bevæger du dig inden for de sorte døre, får du hurtigt en fornemmelse af værtshusets historie. Væggene er nemlig udsmykket med nostalgiske minder.

Et af de meste kendte er en flaskepost, som blev gemt under værtshusets gulvbrædder og først blev fundet 70 år efter, at en tidligere tjener havde placeret den. Ud over at kalde sig et af Aalborgs ældste værtshuse, kan Café Frederiksberg også prale af at være Aalborgs største.

Med sine store lokaler fyldes værtshuset året rundt af musikglade gæster, da baren har livekoncerter og bluesjam som sit hjertebarn. Desuden er de værter for en række spændende begivenheder i løbet af året såsom 80’er fest og Aalborg karaoke mesterskab.

Læs også: 5 steder med lækre cocktails i Aalborg

Papegøjen Polly
Café Pollys, Maren Turis Gade 4, 9000 Aalborg

bar i Aalborg
Foto: Cafe Pollys

Midt på en af Bispengades små sidegader står et værtshus med gul facade og store billeder af en rød papegøje. Øverst på facaden hænger et stort, grønt skilt, som afslører navnet Café Pollys.

Som det første indtryk indikerer, er dette ikke stedet for dig, hvis du ikke bryder dig om eksotiske lande. Indenfor mødes du nemlig af utallige billeder af en rød papegøje, som pryder værtshusets beigefarvede vægge, og fyldige grønne planter i vindueskammene, der tilsammen udgør en eksotisk stemning. Og ligesom så mange andre eksotiske steder i verden, tilbyder Café Pollys også en iskold øl, som kan køle dig ned efter en lang, stresset dag.

Kommer du til værtshuset fra mandag til torsdag mellem klokken 16 og 17, kan du rafle om prisen på din øl, og alt efter hvad øjnene på terningen viser, kan du få rabat på øllen.

Øl fra hele verdenskortet
John Bulls Pub, Østeraagade 20, 9000 Aalborg

pub I Aalborg
Foto: John Bulls Pub

Aalborg er kendt for sin flotte havnefront, som med sin friske vind, udsigt til fjorden og et hav af bænke, sætter rammerne for et godt sted at nyde en medbragt øl. Vil du hellere have øllen serveret iskold, behøver du ikke gå på kompromis med omgivelserne.

På Østeraagade finder du nemlig John Bulls Pub, hvor der er rig mulighed for at sidde udenfor og nyde udsigten til havnen, mens du drikker en kold fadøl og drømmer dig væk til krydstogtsferier.

Det brede udvalg af øl kan måske også være med til at inspirere til næste ferie. Værtshuset giver dig nemlig chancen for at besøge forskellige nationaliteter på en enkel aften: Om det er The Honey Thief, som giver dig en tår af Skotland, eller en Westmalle Abby, der smager af mere fra Belgien.

John Bulls Pub sætter ingen grænser. Du kan også vælge at få en smag af Mexico, Tyskland, Danmark, Holland og England.

Fest, sang og glade dage
Mallorca bar, John F Kennedys Plads 2, 9000 Aalborg

værtshuse i Aalborg
Foto: Mallorca bar

Kalenderen skriver foråret 1969, og Vagn Nørgaard er taget på ferie til Mallorca. Her forelsker han sig i værtshusenes billige priser, imødekommende bartendere og sprudlende livsglæde.

Vagn gribes af drømmen om at opstarte et tilsvarende koncept i Danmark og afbryder derfor sin rejse for at tage tilbage til Danmark. Seks måneder senere grundlægges Mallorca Bar i Aalborg, og vi må sige, at konceptet stadig holder stik.

De brune vægge bidrager til en intens værtshusstemning, og dresscoden er ikkeeksisterende. Gæster ankommer både i slips og klipklapper, og stilen afspejler, at alle er velkomne.

Om du har taget de fine klæder på eller lige er stået op. Ligesom stemningen afspejler værtshusets billige priser også, at det mallorcanske koncept stadig lever.

Læs også: 5 lækre kaffebarer i Aalborg

Fodbold og mandehørm
Bar Røv, Vesterbro 66, 9000 Aalborg

Værtshus i ålborg
Foto: Bar røv

Leder du efter et sted uden for Jomfru Ane Gade, hvor du og dine venner kan sparke forfesten i gang, kan I med fordel bevæge jer ned på værtshuset, Bar Røv.

Som navnet hentyder, boomer stemningen af mandehørm, og stedets entusiasme for fodbold er ikke til at tage fejl af. På Bar Røv får du muligheden for at se kampe fra Premier League, Superligaen, Serie A samt La Liga, og hvis Aalborgs egne drenge spiller på hjemmebane før værtshusets åbningstid, så åbner de gerne dørene før.

Med fodbold på skærmen hører sig ofte alkohol til, og det har Bar Røv forstået. Værtshuset serverer kolde øl på stribe, og så til en fair pris.

Med sin centrale placering på Vesterbro sparer du og dine venner også taxaen, hvis I ikke er klare til at tage hjem, når værtshuset lukker.