Foto: Restaurant D'Wine.

GUIDE: Du kan sagtens spise godt uden at skulle leve af havregrød resten af måneden. Vi giver dig seks bud på spisesteder med lækker mad til rimelige priser i Aalborg.

Hygge ved havnen
Bistro V, Toldbod Plads 2, 9000 Aalborg

For enden af Nytorv og Østerågade – Aalborgs pulserende centrum – finder du Bistro V: Et hyggeligt sted i den nordiske stil, hvor bordene står tæt, og stemningen er lun og levende. Køkkenet leverer et højt niveau og kombineret med fair priser er den gode madoplevelse altid sikret, når du aflægger stedet et besøg. Her bydes både på snacks og lette starters, bobler, tapas samt alt godt fra havet, og retterne kan mixes på kryds og tværs – en forret, hovedret og dessert får du nemlig for kun 285 kroner. Har du lyst til at opgradere aftenens menu, kan du for 55 kroner ekstra få en saftig grillret som oksemørbrad, entrecote eller urtemarineret lammeculotte. Én ting er helt sikkert: Du kommer ikke sulten derfra! Om sommeren er Bistro V desuden hjemsted for gæster, der drages af bistroens udeservering, hvor udsigten til havnefronten og de musikalske springvand behager både øjne og øregang.

Vin skal der til
Restaurant D’Wine, Algade 57, 9000 Aalborg

Er du til veltilberedt spansk mad, god vin samt kompetent betjening? Så skal du helt sikkert lægge vejen forbi restaurant D’Wine i Algade, hvor du får service i topklasse og perfekt udvalgte vine til maden til en pris, der ikke behøver at sprænge budgettet. Konceptet og smagsoplevelsen er vigtig for restauranten, og du bliver som gæst bedt om at stole på kokken, som sammensætter din menu, efter du har valgt tre, fem, syv eller ni retter. Så behøver du heller ikke bruge timer på at nærstudere kortet! For 300 kroner får du tre retter, og her kan du blandt andet blive forkælet med lækkerier som confiteret kulmule, braiseret og glaseret ibérico svinetunge og mælkechokolademousse. Løber dine tænder også i vand?! Restaurant D’Wine åbnede i sommeren 2017 og var en drøm, der blev til virkelighed for ejerne bag – restauranten er nemlig lillesøster til engros- og vinhandlen D’wine som har haft hjemme i Algade siden 2011.

Mindre madspild på gourmet-måden
Textur, Vesterbro 65, st. th., 9000 Aalborg

Hos byens allerede velbesøgte og roste nye restaurant Textur er konceptet simpelt og tydeligvis en succes: Otte retter på menuen ad gangen, som udskiftes hver anden uge, for at sætte fokus på sæsonens retter og råvarer. De unge kokke bag Textur – med erfaring fra legendariske Ruths Hotel – har nemlig som vision, at gæsterne skal have mulighed for god mad og drikke samtidig med, at madspildet holdes nede. Derudover tager Textur hånd om den ekstra knoldede jordskok eller skæve gulerod, som mange gourmetrestauranter ofte afviser kun på grund af udseendet, og restauranten formår om nogen at få det skønne frem i samtlige anretninger. For 333 kroner får du både tre retter mad samt en vin- eller saftmenu, og det er altså en yderst rimelig pris, hvis du spørger os! Lige nu kan du for eksempel sætte tænderne i stegt Skagenfisk med spidskål og fermenteret porre samt en dessert af chokolade, kaffegrums og pære. Mums!

Hot & Spicy
El Mariachi, Ved Stranden 1, 9000 Aalborg

Hos El Mariachi kan du opleve ægte mexicansk mad med nøje udvalgt øl og vin i en varm atmosfære nær havnepromenaden. Gastropubben adskiller sig i vores optik fra andre mexicanske joints, der er poppet op i Aalborg i løbet af de sidste par år – her bliver alt nemlig lavet fra bunden, og stedet sætter en ære i at præsentere det autentiske mexicanske køkken for aalborgenserne. Er du til en helaftensoplevelse, så prøv konceptet social dining med to serveringer for 259 kroner per person, og er du mere til a la carte, byder El Mariachi blandt andet på sprøde Croquetas de Pechuega – kroketter med revet oksekød – til 79 kroner. Udvid menuen med tre tacos med et saftigt fyld af for eksempel hvid fisk eller andeconfit for 149 kroner, og slut af med en fyldig, mexicansk chokoladekage for 69 kroner. Mums, siger vi bare! Skal aftenen fortsætte, har El Mariachi et cocktailkort, som med sit gode udvalg er en oplevelse i sig selv. Ay caramba!

Selvservering på solsiden
Victors Madhus, Carl Klitgaardsvej 5, 9400 Nørresundby

Et af de helt store plusser ved at bo i Aalborg og Nørresundby er Limfjorden, som bugter sig gennem byerne og giver anledning til fjordkig i flere kilometers udstrækning på begge sider. Victors Madhus i Nørresundby har én af de udsøgte placeringer ned til vandet, og restauranten tilbyder skøn mad til små priser uden at gå på kompromis med kvaliteten. Hos Victors Madhus kan du for eksempel nyde en cremet svamperisotto, braiseret oksespidsbryst i kraftig skysauce med rodfrugtsmos samt gammeldags æblekage for under 240 kroner. Hva’be’har! Den overkommelige pris skyldes, at der ingen tjenere er hos Victors Madhus – i stedet bestiller du din mad elektronisk og afhenter selv menuen i det åbne køkken. Moderne! Alle retterne kan nydes enten i den hyggelige restaurant eller på den idylliske terrasse, og bordbestilling er ikke nødvendig. Du kan også tagen maden med som takeaway, hvis du vil indtage måltidet hjemme i stuen.

Den indiske oplevelse
The South Indian, Vesterå 22, 9000 Aalborg

Lige ved siden af den berømte Jomfru Ane Gade finder du Vesterå, der snart har lige så mange spisesteder, som Jomfruen har barer. Én af restauranterne er den indiske The South Indian, som har specialiseret sig i Chettinad-køkkenet – en madtradition med aromatiske og krydrede retter, opkaldt efter et levende, historisk handelsområde i det sydlige Indien. Sydindien er desuden kendt for det vegetariske køkken, som også udfoldes i den hyggelige restaurant på Vesterå. For rimelige 179 kroner kan du for eksempel gå om bord i The South Indians vegetariske menu, der rummer både forret, hovedret og dessert – og kan du ikke undvære dit kød, kan du i stedet for 279 kroner få et udvalg af lammesuppe, dosa og Chicken Masala. The South Indian er en del af en kæde, hvis første restaurant åbnede i København i 2015, og som nu har spredt sig til også Aarhus, Herning, Solrød – og ej at forglemme Nordens Paris.