GUIDE: Det kan være lidt af en jungle at finde rundt i de mange lækre kaffebarer i Aalborg. Der er alt fra store koncepter til små, lokale steder. Med fem gode bud hjælper vi dig med at finde den helt rigtige kaffebar til dig.
Kaffenørderi på højt plan
Behag Din Smag, Gabels Torv, Slotsgade 16A, 9000 Aalborg

Hos Behag Din Smag skal du kun gå ind, hvis du har god tid, for det kan tage lang tid at bestemme sig for hvilken kop kaffe, du skal vælge! Hos Behag Din Smag kan du nemlig få din kaffe på et hav af forskellige måder!
Kridttavlen i kaffebaren illustrer, at du kan vælge i mellem alt fra de populære trends til en traditionel filterkaffe. Og alt der i mellem, for her bliver der også eksperimenteret med tonicvand til din espresso, så du virkelig får udfordret dine smagsløg.
Tavlen er opbygget logisk, så du kan se, hvordan fordelingen imellem mælk og espresso er. Sådan kan du få lige den kop kaffe, som passer til dig. Der er altid garanti for den smukkeste latteart hos Behag Din Smag, hvor alt fra svaner til hjerter kan pryde din kaffe.
Hvis ikke kaffen er nok, så har Behag Din Smag også det lækreste udvalg af brød og kager. Mums!
Læs også: 5 sukkersøde steder med kage i Aalborg
Den velkendte kop kaffe
Espresso House, Nytorv 27, Bispensgade 16, Østerågade 11, John F. Kennedys Pl. 1, 9000 Aalborg

De fleste kender nok til Espresso House. Kæden har flere kaffebarer i Aalborg, og en del af dem er placeret lige i hjertet af byen. Derfor er det helt oplagt, at du vælger din kaffe to-go, da det giver mulighed for at kombinere din latte med en gåtur langs havnen. Alternativt kan du vælge kaffebaren ved Nytorv, hvor du kan drikke din kaffe med udsigt til torvet.
Hos Espresso House er der noget for enhver smag. Du kan prøve en af de søde kaffedrikke, hvis den rene espressosmag ikke er noget for dig. Blandt andet en saltkaramel latte eller en vanilje latte. Mange af kafferne kan desuden også laves iced, hvis du er mere til den kolde udgave.
Du kan naturligvis også finde dagens filterkaffe, hvor der med jævne mellemrum bliver skiftet ud i bønnerne. Og selvfølgelig kan du også få lidt godt til ganen. Både sandwich og søde sager. Lækkert!
Som at være hjemme
Penny Lane, Boulevarden 1A, 9000 Aalborg

Midt på Boulevarden ligger Penny Lane, men du kan næsten ikke undgå at føle dig hjemme på den hyggelige café: Der er sjove billeder på væggene, farvestrålende lamper hænger fra loftet og det fineste porcelæn på bordene, som skaber en hyggelig og hjemlig atmosfære.
De farvestrålende kopper er desuden med til at give det sidste til din kaffe, så den også er smuk at se på. Smagen er i top – både i de kolde og i de varme espressodrikke.
Hvis du er til de kolde, så er en iced karamel macchiato værd at smage, som består af mælk, frisk espresso og en lækker karamelsovs på toppen. Behøver vi sige mere? Hvis det alligevel er for meget sukker til dig, så er en helt klassisk stempelkande også altid en mulighed hos Penny Lane.
Du kan vælge mellem deres kaffe fra enten Guatemala eller Kenya og Etiopien. Uanset hvilken kaffe du vælger i din stempelkande, så er den perfekt, hvis du har i sinde at bruge en hel eftermiddag på den hyggelige café. Måske sammen med en eller flere af de lækre kager?
Læs også: 4 spisesteder med sund mad i Aalborg
Kaffe fra hele verden
Kochs Kaffebar, Algade 23, 9000 Aalborg og Shoppen, Vandmanden 5, 9200 Aalborg SV

Kochs Kaffebar i centrum er placeret på hjørnet af Algade og Roldgade. Ved første øjekast ser caféen ikke særlig stor ud, men det er bestemt værd at kigge ind forbi!
Kaffebaren kan virke en smule komprimeret, fordi der ikke er særligt højt til loftet, og siddepladserne er begrænset på den nederste etage, men hvis du bevæger dig ovenpå, vil du opleve, at der er meget mere plads, samt mulighed for at nyde din kaffe imens du kigger ned over gågaden.
Hvis ikke kaffen er nok, kan du også finde en af byens bedste – og største – flødeboller her, som går perfekt sammen med en lækker espressodrik. Lækkert! Selvfølgelig kan du også få de søde espressodrikke med vanilje eller chokolade her.
Hvis det ikke er sødt nok til dig, så finder du også en skildpadde- eller en bountylatte hos Kochs Kaffebar. Bountylatten er sødet med chokolade og kokosnød, hvilket giver en lækker og cremet kop kaffe.
Hvis ovenstående er for meget af det gode til dig, kan du også få helt almindelig filterkaffe eller latte på den hyggelige kaffebar, hvor du finder kaffe fra hele verden.
Fest, farver og kaffe
Café Ulla Terkelsen London, Kastetvej 36, 9000 Aalborg

Lige ved Vestbyens Station ligger Café Ulla Terkelsen London, og den er ikke til at overse med sine farvestrålende lys og skilte, hvilket mest af alt får det til at minde om et cirkus. Det er da også lidt som at bevæge sig ind i et kæmpe cirkustelt, når du træder indenfor på Ulla Terkelsen.
Hvis du ikke nødvendigvis behøver at vide, hvilke bønner din kaffe er lavet på, og hvordan den er ristet, så har Café Ulla Terkelsen et glimrende bud på en habil kop filterkaffe. Skulle det gå hen og blive for meget, så kan du naturligvis også få en helt almindelig latte.
Når weekenden nærmer sig, tilbyder Ulla Terkelsen også en ”spion kaffe” med både Baileys og whiskey eller en klassisk irish coffee. Skål og god weekend!