Foto: Wildebeest Gastropub

Gastropub serverer burger med asiatisk twist

Wildebeest Gastropub præsenterer miniburger i asiatisk forklædning.

“Hvorfor er en burger altid amerikansk eller med barbecue? Hvorfor laver vi ikke en asiatisk version?”

Sådan lød det for ikke så lang tid siden i køkkenet på Wildebeest Gastropub. Og nu er resultatet klar: miniburgeren “Asian Sensation” har indtaget kortet hos den populære gastropub på Østerbro som “sæsonens slider”.

Den nye såkaldte slider består af sprængt svinebryst, kimchi mayo, jordskokkechips, syltede rødløg og bok choy salat, og den har derfor en tydelig asiatisk smag.

Men den nye “Asian Sensation” er faktisk ikke den eneste asiatiske slider hos Wildebeest. Efter en tid væk fra kortet vendte slideren “Darkwing Duck” nemlig for nogle uger siden tilbage i en ny asiatisk udgave.

“Men hvorfor nøjes med det, tænkte vi. Og så dukkede Asian Senasation op,” fortæller Henrik Bruse Skougaard, der er køkkenchef på Wildebeest Gastropub.

“Vi vil gerne være anderledes”

Og det er ingen hemmelighed, at de i køkkenet hos Wildebeest gerne vil lege og tænke ud af boksen, som for eksempel med en asiatisk burger.

“Vi vil gerne være anderledes, så folk tænker “okay, det her er vi nødt til at smage”. Det prøver vi på hele tiden, og sæsonens slider er vores legeplads, hvor vi ser, om det fungerer,” forklarer køkkenchefen og uddyber:

“Der er intet på kortet, der er låst fast, det er hele tiden nyt og spændende. Sæsonens slider gælder en måned, og så skifter vi den ud.”

Og navnet “Asian Sensation”… Ja det er ifølge køkkenchefen fordi, at de hos Wildebeest også gerne vil have anderledes navne på kortet, så en burger ikke bare er en burger.

Den nye slider blev lanceret 1. august og kan fås måneden ud.