Aalborg Streetfood ligger i Vestbyen, lige ud til vandet og i kort afstand fra centrum. De rustikke omgivelser er inspireret af streetfoodmarkeder rundt omkring i verden, og her er både plads til store og små, der ønsker nye spændende smagsoplevelser. Uanset om du skal have en hurtig bid mad, eller har inviteret hele familien, byder Streetfood dig på oplevelser lidt ud over det sædvanlige.
Et gammelt udtryk lyder, at uden mad og drikke duer helten ikke, så her får du selvfølgelig en guide til 5 af de mest populære spisesteder på Aalborg Streetfood.
Duck it! – en klassiker på Aalborg Streetfood
Duck it! er et veletableret koncept, der findes på flere streetfood-markeder rundt omkring i Danmark og Norge. Idéen er relativt simpel – her får du velsmagende og anderledes burgere med pulled duck og hjemmelavet dressing. Hvis du er ekstra sulten, kan du også få deres lækre pomfritter stegt i andefedt ved siden af. Desuden går der hos Duck it! i gennemsnit kun 3-4 minutter fra du bestiller, til at du står med din lækre burger i hånden.
Happy Greek – lækker gyros i Aalborg
Hos Happy Greek får du kompromisløs græsk mad lavet af græske kokke. De serverer en række af populære græske retter, selvfølgelig med masser af tzatziki til. Forbered dig på at sætte tænderne i det lækreste hjemmelavede pitabrød fyldt med gyros og sprøde krydrede pomfritter. Hvis du er mere til det vegetariske køkken, serverer Happy Greek også retter med halloumi-ost i stedet for kød.
Little India – autentisk indisk på Streetfood
Oplev autentisk indisk streetfood hos Little India. Her bliver krydderierne direkte importeret fra Indien, og naanbrødet bager de selv i deres store tandoori-ovn. Hos Little India finder du et simpelt, men velsammensat menukort med populære retter såsom tikka masala, korma og deres bestseller, butter chicken. Det er også muligt at prøve en dele-platte, med et blandet udvalg af deres retter serveret med ris og naanbrød til.
Sushi Kushi – det bedste fra det japanske køkken
Med et bredt udvalg af retter inspireret af det japanske streetfood-køkken, kan du hos Sushi Kushi både få stillet den lille og den store sult. Prøv deres friske sushi-ruller, smagfulde gyoza, sprøde tempura-rejer eller de trendy bao. Som noget helt særligt, har Sushi Kushi også en Wagyu burger på menuen, hvor en juicy wagyu steak bliver serveret med cheddar-ost og chilimayo i en flaguette bolle. Mums!
Fish and Chips – Aalborgs måske bedste fisk
Hos Fish and Chips på Streetfood er målet at servere Danmarks bedste fish and chips, og man må sige, at der er noget om snakken! Fisken bliver leveret frisk fra lokale fiskere, og der er ikke sparet på de gode råvarer. Prøv også deres fish burger, for en anderledes og unik smagsoplevelse.
Aalborg Streetfood lægger også jævnligt lokaler til diverse events og begivenheder, hvor du kan være med til blandt andet jazz aftener, comedy shows eller sportsbegivenheder på storskærm mens du nyder lækker mad og kolde drikkevarer. Alt det kan du læse meget mere om på Aalborg Streetfoods hjemmeside.