Guide: 5 lækre spisesteder med tapas i Aalborg

Ønsker du at få mange forskellige smagsoplevelser? Så er tapas lige noget for dig. Vi er vilde med de mange små retter, hvor kun fantasien sætter grænser. Du kan nyde de lækre anretninger flere steder i byen. Læs med i guiden her, hvor vi har fundet fem lækre spisesteder med skøn tapas i Aalborg.

PINGVIN – Tapas fra hele verden

Tapas hos PINGVIN (tapas i Aalborg)
Foto: PINGVINs Instagram

Hos restaurant PINGVIN har de håndplukket en række delikate og små retter fra køkkener rundt omkring i verden. Derfor har spisestedet et verdenstapas-koncept, hvor du kan smage på tapastallerkner fra alle verdens hjørner – men selvfølgelig altid med deres eget lille PINGVIN twist.

Hos madstedet får du muligheden for at sammensætte din helt personlige tapastallerken med 4, 6 eller 8 forskellige slags tapas. Som noget ekstra lækkert, så serveres alle tapastallerkner med frisk salat og sprødt brød.

PINGVIN’s menukort er inddelt efter: til lands, til vands og i luften, og der er mange valgmuligheder under hver kategori. Til den søde tand tilbyder PINGVIN også dessert-tapas, hvor du kan vælge mellem forskellige lækre desserter .

Restauranten har også frokost tilbud, hvor du kan få deres frokost deluxe menu. Vi tør godt love, at PINGVIN har noget for enhver smag.

Adresse: Stjernepladsen 3C, 9000 Aalborg
Website: pingvintapas.dk/

FANDANKO – Tapas i hjemlige omgivelser

Tapas hos FANDANKO (tapas i Aalborg)
Foto: FANDANKOs Instagram

Har du lyst til tapas på terrassen? Hverdagen kan være travl, og det har de tænkt på hos FANDANKO. Derfor tilbyder stedet lækker takeaway med et væld af skønne specialiteter og delikatesser.

Hylderne er fyldte med lækre marmelader, kvalitetschokolader, oste og meget mere. Derudover kan vi anbefale deres påsketapas med hele otte dejlige retter.

FANDANKO er et innovativt takeaway-sted, som sætter en dyd i at eksperimentere og kombinere forskellige råvarer. Derfor bliver deres populære ”tapas2go” løbende skiftet ud med nye og velsmagende små retter. Prøv også deres ‘alt godt fra havet’ som er fyldt med lækre fisk- og skaldyrsretter.

Adresse: Gammel Gugvej 19, 9000 Aalborg
Website: fandanko.dk/

Douro Wine Bar – Portugisisk vin og mætte maver

Foto: Douro Wine Bars Instagram

Træd ind hos Douro Wine Bar og mærk en autentisk stemning af sydlandsk sommeridyl. Nyd et glas portugisisk vin, som bringer minder fra de varme aftener hos den lokale vinbonde i det sydlige Europa.

Daniel og Stig, som er indehaverne af Douro Wine Bar, sætter en dyd i at fortælle og præsentere dig for et utal af portugisiske vine. Hos Douro Wine Bar er vinen i fokus, men til at supplere din vinoplevelse, tilbyder den stemningsfyldte vinbar en traditionel og lækker tapastallerken.

Vi er især vilde med deres andepaté med portvinsgelé, som passer perfekt til de portugisiske omgivelser. Derudover består deres tapas blandt andet af forskellige unika-oste, røget okseinderlår og fyldte peberfrugter.

Hvis du er lækkersulen, så kan du smage ”Pastel de Nata”, som er en portugisisk kage bestående af en skøn æggecreme i en luftig butterdejsskål. Douro Wine Bar tager dig tilbage til sydens sol og forkæler dine smagsløg.

Adresse: Gammel Gugvej 19, 9000 Aalborg
Website: fandanko.dk/

Bistro V – Lækker tapas i weekenden

Foto: Bistro Vs Instagram

Er du vild med tapas, som du kan få som takeaway? Så er Bistro V et besøg værd. Her kan du nemlig få deres lækre weekend tapas takeaway, som er perfekt at nyde et dejligt sted i Aalborg eller derhjemme.

Deres tapas består af 8 velsmagende retter inklusiv brød og dessert, så der er mad for enhver smag. Du kan blandt andet smage lækre oste, kød og chokolader.

Hvis du ikke er til takeaway, ligger Bistro V lige ud til Aalborgs havnefront, hvor du med fordel kan nyde den smukke udsigt, imens du nyder din mad.

Adresse: Toldbod Plads 2
Website: v-bistro.dk/aalborg/

Pincho Nation – Den med et twist

Tapas hos Pincho Nation (tapas i Aalborg)
Foto: SmagAalborg

Er du nogensinde gået ind på en restaurant og følt dig som en del af et vidunderligt cirkus? Den følelse får du, når du træder ind på Pincho Nation, hvor du kan få lækker tapas i Aalborg med et twist. Her mødes du af et personale klædt i cirkustøj, og du får serveret popcorn som en lille appetitvækker. Hos Pincho Nation kan du vælge alle deres retter i små tapasstørrelser, hvor de anbefaler 4-6 retter pr. person.

Menuen kan være forskellig fra gang til gang, da de bestræber sig på at være innovative og kreative med deres retter. Du kan blandt andet nyde lækre burgere, pastaretter, taco og meget mere. Hvis du ikke spiser kød, har Pincho Nation også vegetariske retter. Foruden lækre tapasretter, kan du også nyde velsmagende drinks, hvor vi især er vilde med deres Aloha og Wild Strawberry Paloma.

Så hvis du vil have en unik restaurantoplevelse i Aalborg, er Pincho Nation bestemt et besøg værd.

Adresse: Ved Stranden 13, 9000 Aalborg
Website: pinchonation.dk/