Pexels

Restaurant Applaus og Nam er gået sammen om en nytårsmenu, som du kan bestille som takeaway.

Har du fået styr på nytårsmenuen? Hvis ikke, så har Restaurant Applaus og Nam en løsning til dig, der ikke orker indkøb og stress i køkkenet. De tilbyder nemlig en fireretters nytårsmenu som takeaway med snacks og mulighed for tilkøb af nytårsbobler. Det skriver Restaurant Nam på Facebook.

Nytårsmenuen inkluderer fire snacks, som består af vaffel med taskekrabbe, kyllingechips med karl johan-creme, modnet skinke med saltet grønt og friskost, barbecue-marineret gris med stikkelsbærsalsa og sprødt brød samt smør og brød.

De fire retter starter ud med en carpaccio af mørbrad med røget æggeblomme, lime-ponzu og sprøde jordskokker. Herefter får du nytårsklassikeren hummerbisque med pocheret torsk, saltede mandler og urteolie. Til hovedret står den på stegt oksemørbrad med confiteret kartoffel, solbærglaserede rødbeder, syltet solbær og trøffelsauce. Desserten byder på hvid chokolade og passionsfrugt med marengstoppe, hasselnødder og havtorn.

Lyder menuen som noget for dig, kan du købe en kuvert for 450 kroner. Du kan også vælge at tilkøbe en halv flaske bobler per person, så kuvertprisen bliver 495 kroner. Bestiller du inden den 1. december, får du desuden 10 % på din bestilling. Du kan læse mere om menuen her.