Arkivfoto: Pixabay.

Ny café og vinbar åbner i Vesterå

Napa vil satse på det voksne publikum med café og vinbar.

Savner du et sted i Aalborg for det mere modne segment? Det gjorde Mette Gadegaard Jensen. Derfor åbner hun til sommer caféen og vinbaren Napa i Vesterå.

“Vi har savnet et sted, hvor også vores aldersgruppe kan hygge sig men også dem på 60 plus. Hvor går man for eksempel hen for at fortsætte aftenen uden, at det er et diskotek? Det er det, vi gerne vil skabe,” fortæller Mette Gadegaard Jensen.

Hun understreger, at alle dog er velkomne på Napa.

Hjemlig hygge og god stemning

Udover at være café samt cocktail- og vinbar om aftenen, vil Napa i dagtimerne være en traditionel café.

På menukortet vil du finde brunch, suppe, burgere, pastaretter, smørrebrød, stjerneskud, tapas og ost, og ifølge Mette Gadegaard Jensen bliver alt autentisk, baseret på gode råvarer og med en super betjening.

“Det bliver hjemlig hygge og god stemning. Vil du sætte dig ind med din computer, er der også plads til det,” siger Mette Gadegaard Jensen.

Overvægt af amerikansk vin

Navnet Napa henviser til byen Napa i Californien, USA, der er kendt for sine mange vingårde.

“Vi får vin fra hele verden, men en overvægt af den amerikanske. Derfor faldt valget på Napa. Og så ligger det godt i munden og er nemt at udtale – også for turister,” siger Mette Gadegaard Jensen.

I forlængelse af caféen får Napa et særskilt vinrum, som du kan booke til møder, events eller arrangementer.

Den forventede åbning af Napa bliver i begyndelsen af august.