Foto: Helstegt

Kendt take away sted åbner i Karolinelund

Er du vild med Helstegt, så er der godt nyt. Take-away stedet åbner ny afdeling i Karolinelund.

Take away stedet Helstegt ligger Ved Stranden 21, og har siden det åbnede i 2016 haft stor succes. Og nu udvider de med en afdeling mere. Den åbnede tirsdag aften i Platform 4 i byparken Karolinelund.

Den nye Helstegt er et samarbejde med Platform 4, der er kendt som det unge, hippe og urbane sted med café, natklub og bar. Men Paltform 4 er også et sted, hvor undergrundsartister mødes for at udvikle og skabe kreativitet. Stedet er brugerdrevet med fokus på blandt andet musik, teater, kunst, og arkitektur, og stedets formål er at skabe mere liv.

Og ifølge Helstegts Facebook, så går projektet med det nye Helstegt på Paltform 4 netop ud på “at fremme liv og glade dage i Karolinelund og bringe den tilbage til stor tiden, hvor vi alle flokkes på plænen, til musikken – maden og ikke mindst stemningen!”

Det er, ifølge facebook-opslaget, intentionen at skabe mere åbenhed og have et sted, hvor man kan nyde sit aftensmåltid, lave lektier, samle familie og venner til en masse timers hygge og meget andet.

Ligesom i butikken Ved Stranden – og som navnet Helstegt også antyder – så serverer det nye take away sted langtidsstegt gris og lam i forskellige varianter med diverse valgfrit tilbehør. Men det er dog også muligt at bestille vegetariske retter.

Helstegt på Platform 4 har åbent tirsdag til lørdag kl. 17-21.