Foto: Pixabay.

Festival i Aalborg er klar med mere end 300 slags spiritus

Der er masser af muligheder for at smage på lidt af hvert, når der til november er Spiritus Festival i Aalborg.

Der bliver rig mulighed for at få en skarp at styrke sig på, når Vin & Vin i Aalborg inviterer til Spiritus Festival lørdag den 10. november, hvor der kommer til at være mere end 300 forskellige slags spiritus at vælge imellem.

“Vi kommer til at have alt inden for spiritus,” lyder det skråsikkert fra Martin Nørgaard Andersen, der er indehaver af Vin & Vin i Aalborg, og som også har stået for at stable festivalen på benene.

Billetsalget har været i gang siden december, men hvis du gerne vil være i god tid og sikre dig en billet, skal du til at gøre det inden længe. Til sommer er der udsolgt, lyder det fra Martin Nørgaard Andersen.

Der bliver plads at boltre sig på

Spiritus-festivalen er blevet afholdt i mere end ti år, og interessen har været stigende lige fra start. I år afholdes festivalen på Skipper Clement Skolen i Aalborg midtby, hvor der er masser af plads, lyder det fra Martin Nørgaard Andersen:

“Man holder lignende festivaler i eksempelvis København og Kolding, hvor folk altid står som sild i en tønde. Det kommer de ikke til her”.

Entréprisen for festivalen er 200 kroner, og billetterne købes hos Vin & Vin i Aalborg. Foruden selve entréen får du derudover en velkomstdrink, en sandwich, vand, fem poletter til smagsprøver og en lille souvenir i form af et whiskeyglas.

Der er i alt 550 billetter til salg til festivalen.