Efter lang ventetid åbner Dalle Valle nu endelig i Aalborg.
Den første café i Dalle Valle-kæden slog dørene op tilbage i 2007 i København i det gamle Daells Varehus’ lokaler i Fiolstræde, og nu er turen kommet til Aalborg. Den 22. juni kl. 10 slår kæden dørene op til den 12. Dalle Valle i Danmark, der åbner i Friis Shoppingcenter.
På hele åbningsdagen kan gæsterne teste buffeten til kun 9 kroner per næse, hvilket må siges at være noget af et røverkøb. Buffeten består af 50 kolde og varme retter og er blevet piftet gevaldigt op det seneste år med alt fra burgere til salat med avocado og granatæble.
Maden kan indtages indendørs eller i caféens store udendørsområde, hvor gæsterne også kan slukke tørsten med kølige drikke, cocktails eller specialøl i solen.
Caféen tyvstarter i øvrigt den aalborgensiske filial ved at invitere byens plejehjem på mad og drikke allerede onsdag den 21. juni, hvor flere hundrede ældre allerede er tilmeldt.