Foto: Behag Din Smag.

Læserne har talt: Her er Aalborgs bedste kaffebar

Smag Aalborgs læsere har afgjort, hvor du finder byens bedste kaffebar.

Det er igen blevet tid til at vandre op og ned af butiksgaderne for at finde årets julegaver – og dét kræver kaffepauser. Men hvor skal du gå hen, hvis du skal have byens bedste kop kaffe?

Spørger du Smag Aalborgs læsere, skal du besøge kaffebaren Behag Din Smag i Slotsgade 16a. Smag Aalborg har nemlig netop gennemført en læserafstemning med mere end 300 besvarelser – og her blev det altså Behag Din Smag, der løb med sejren.

“Vi er bare glade! På søndag har vi 13-års fødselsdag, og det her giver os lyst til at tage 13 år mere!” fortæller medejer Lene Hyldahl.

Det personlige touch

Lene Hyldahl gætter på, at kaffebaren har vundet, fordi gæsterne sætter pris på, at den er meget personlig.

“Vi følger vores hjerter og serverer kun noget, vi selv ville drikke eller spise. Det er personligt, og det håber vi, at man kan smage hele vejen igennem,” siger Lene Hyldahl.

Lene og hendes mand ejer kaffebaren sammen, og de vælger selv deres kaffe og får bønnerne ristet, som de vil have det. Derudover har Behag Din Smag også ansat en bager, der sørger for, at kaffebaren hele tiden er forsynet med friskbagt brød.

Kochs Kaffebar og Fru Ronne by UNOkaffebar

På en andenplads i afstemningen om Aalborgs bedste kaffebar finder du Kochs kaffebar, der holder til både i Algade 23 og i storcenteret Shoppen. Tredjepladsen indtages af Fru Ronnes by UNOkaffebar i Reberbansgade 1.

Top 3 ser altså således ud:

  1. Behag Din Smag
  2. Kochs Kaffebar
  3. Fru Ronne by UNOkaffebar

Stort tillykke til alle! 🙂