Ny menu på Applaus har sensommerens råvarer i fokus.
Restaurant Applaus, der ligger Ved Stranden, følger altid sæsonens råvarer. Derfor er det endnu engang blevet tid at skifte retterne på menukortet.
Og der er blevet plads til mange lækre små retter, afslører et nærmere kik på det nye kort.
Som små foretter er der blandt andet forårsruller med confiteret and, kimchee og peanuts, der er saltet laks med grape, cremefraiche og yuzu, og der er grillet blæksprutte med nye løg, brunet smør og soja.
Du kan også prøve iberico gris, der har en hel unik smag og er fedtmarmoreret, som var det kobekød. Den serveres med palmekål og fermenteret hvidløg. Er du mere til okse, byder kortet på okse flanke med rødbeder, kirsebær og borderlaise sauce.
Til dessert er der blandt andet æble “kage” a la Applaus eller hasselnøddeis med brombær og karamelliseret havre.
Omfattende at være kreativ
Menukortet på Applaus skifter cirka hver sjette uge, så der har været langt over 120 forskellige retter siden restauranten åbnede i april 2016.
“Det er omfattende at være så kreativ, men vi skifter menu for vores egen skyld, for at please os selv, og for at gøre det sjovt for os,” har ejer og køkkenchef på Applaus, Mads Hyllested, tidligere udtalt til Smag Aalborg.
Men ikke alt er nyt på det nye menukort. Applaus’ signaturret, Sort hummer på crouton med aromat, morkler og syltet løg, den er stadig at finde på menukortet.