Blandt Den Danske Spiseguides nominerede til årets kokkeprofil finder vi Michael "Miv" Pedersen fra Tabu. Foto: Tabu

Vildt: Hele otte nomineringer til Aalborg-restauranter

Der er lagt op til prisregn over Aalborg, når Den Danske Spiseguide til efteråret deler priser ud til årets bedste restauranter.

Det sker noget i Aalborg på det gastronomiske område. Byen bevæger sig opad.

Det sås blandt andet, da Den Danske Spiseguide for nylig afslørede de nominerede i deres forskellige “årets bedste” kategorier. Det er her den anerkendte guide kommer med sit bud på branchens mest bemærkelsesværdige.

Sidste år var der fire nomineringer til aalborgensiske restauranter. I år er dobbelt så mange.

Mortens Kro i spil til årets restaurant

Det er især restaurant Tabu og Mortens Kro, som trækker læsset. Sidstnævnte er nomineret i hele fire katagorier. Men også Bistro59 og Hotel Scheelsminde har vakt opmærksomhed hos Den Danske Spiseguides redaktør Bent Christensen.

“At Mortens kro er nomineret som årets restaurant i Danmark har været en drøm for mig, siden jeg åbnede Mortens Kro for snart 20 år siden, og at det sker netop i år, gør jo kun fejringen af de 20 år lidt festligere, og jeg håber da, at det kan være et skridt på vejen i vores fremtidige ambitionsmål,” udtaler Morten Nielsen fra Mortens Kro til Nordjyske.

Udover nomineringen til årets restaurant, så er Mortens Kro også blandt de udvalgte, der kæmper om titlerne årets frokostrestaurant, årets oste samt årets vin&avec kort.

Også Tabu, der ligger Ved Stranden, er nomineret flere gange. Den er nomineret til årets gennembrud, mens ejer og chefkok Michael “Miv” Pedersen er blandt finalisterne til årets kokkeprofil.

Nomineringsmiddag til september

Priserne i de i alt 15 forskellige katagorier uddeles til en stor gallamiddag søndag 29. oktober på Hotel Frederiksminde i Præstø. Men inden da er der såkaldte nomineringsmiddage på de nominerede restauranter, hvor Den Danske Spiseguide kommer forbi endnu engang for at vurdere restauranterne.

Og det er faktisk muligt at spise med. Mortens Kro er vært for deres nomineringsmiddag 7. september, og du kan bestille bord til denne helt særlige aften via mortenskro.dk.

 

Aalborgensiske restauranter nominerede til priser i Den Danske Spiseguide:

  • Mortens Kro: årets restaurant , årets frokostrestaurant, årets oste, årets vin&avec kort
  • Restaurant Tabu: årets gennembrud, årets kokkeprofil (Michael “Miv” Pedersen)
  • Bistro59: årets bistro/brasseri/spisested:
  • Hotel Scheelsminde: årets bo&spis-adresse

Ingen Aalborg-restauranter er nominerede i kategorierne årets tjenerprofil, årets sommelier, årets sport, årets fiske- og skaldyrsrestaurant, årets restaurantchef, årets dessert samt årets souschef.