Nyt bageri åbner i Vejgaard i Aalborg.
Er du glad for friskbagt konditorbrød og morgenkager? Så er der godt nyt, hvis du bor i Vejgaard og omegn. Der er nemlig åbnet et nyt bageri på Hadsunsvej 10 ved navn Vejgaard Bageri, som slog dørene op for første gang søndag den 4. marts.
”Vores bageri er mest baseret på friskbagt brød og morgenkager, som du kan tage med hurtigt. Vi går ’back to basics’ og bager alt fra bunden uden blandingsprodukter,” siger bagermester Henrik Bakgaard og fortsætter:
”Alt brødet er koldhævet over natten, og alle vores rundstykket er lavet med en gammeldags surdejsopskrift.”
Genåbner i samme lokaler
Henrik Bakgaard havde også en bagerforretning på samme adresse for mere end syv år siden, som han blev nødt til at lukke. Efterfølgende arbejdede han ved den nye bager, Mesterbageren, som tog over på Hadsunsvej 10.
Mesterbageren lukkede dog igen i 2017, og det passede med, at Henrik Bakgaard ønskede at give livet som bager endnu et skud.
”Jeg kunne have solgt forretningen, men der er ikke så mange bagere tilbage, og jeg vil gerne værne om faget. Jeg ønsker at skabe et bageri, hvor der er basis for en god forretning, og jeg ved, at kundegrundlaget er her,” siger han.
Vejgaard Bageriet vil fremover være åbent fra klokken 5.30 til 12 hver dag.
One thought on “Nyt bageri åbner på Hadsundvej i Aalborg”
Comments are closed.