Mandag den 1. januar klokken 13 åbner The Burger Shack i Østerågade.
Når nytårs-tømmermændene rammer dig den 1. januar, har du mulighed for at kurere dem med burgere fra et helt nyt sted i Østerågade 18a.
På årets første dag klokken 13 slår burgerkæden The Burger Shack nemlig dørene op i Aalborg for første gang. Det skriver The Burger Shack på Facebook.
Her kan du få burgere med oksekød fra fritgående kvæg, økologiske grøntsager, hjemmerørt mayonnaise og hjemmebagte brioche-boller – og så er stedets pommes frites krydret med parmesanost og timian. En Shack Burger-menu koster 85 kroner og består af en cheeseburger, pommes frites og en drikkevare.
The Burger Shack er flere gange blevet kåret til at lave byens bedste burger i Aarhus. Du kan læse mere om burgerkæden her.