Foto: Pixabay.

Lækkert: Ny thairestaurant er åbnet i Aalborg

Thairestauranten Esaan er åbnet på Strandvejen.

Hvis du er vild med thailandsk mad, så bliver du glad for denne nyhed: Takeaway-stedet Esaan er nemlig åbnet på Strandvejen 9, hvor du kan få autentiske thai-retter fra Esaan-området i Thailand.

”Modtagelsen har været rigtig god, og vi er taknemlige for den fine feedback. Vi glæder os til at give folk en oplevelse af, hvordan thaimad fra Esaan smager,” siger indehaver, David Lam.

Kendt for at være stærk mad

På menukortet finder du forskellige supper, kødboller, nudel- og risretter. Du kan for eksempel bestille nudelretten pad thai med bønnespirer, lime, æg, forårsløg, tofu og nødder til 89 kroner.

Du kan også smage suppen gaeng kieow waan, som er lavet på kokosmælk og grøn karry med indhold af peberfrugt og bambus til 89 eller 95 kroner. Du kan se hele menukortet lige her.

”Thaimad er kendt for at være stærkt, men her kan du selv justere på, hvor spicy din ret skal være. Du kan vælge fra nul til tre chilier alt efter niveauet. Vi lytter meget til vores gæster, så de får det, som de vil have det,” fortæller David Lam.

Esaan har åbent mandag til søndag fra klokken 11.30 til 21. Du kan læse mere om det nye takeawaysted lige her.