“Mesterklasse” lyder dommen til Restaurant Tabu i restaurantguiden White Guide.
“Lokale råvarer er efterhånden blevet en selvfølge på landets bedste restauranter. Men det er langt fra alle, der formår at gøre det lokale til en så helstøbt og gennemført oplevelse som Tabu.”
Sådan lyder indledningen på den nordiske restaurantguide White Guides anmeldelse af Restaurant Tabu på Vesterå.
White Guides anmelder besøgte Tabu i marts 2017 – og den endelige dom lød “Mesterklasse.”
Gennemtænkt smagsopbygning
Restaurant Tabu bliver i anmeldelsen rost for blandt andet en gennemtænkt smagsopbygning, en menu med skarp genialitet samt vine, der gennemgående matcher maden godt.
“Ved sidste besøg på Tabu var vi begejstrede. Men køkkenets niveau fremstår nu blot endnu mere styrket med skarpere retter og en unik lokalgastronomisk fortælling, hvor de lokale råvarer bringes frem i lyset på den allerfineste måde,” slutter anmeldelsen.
Nordens førende restaurantguide
White Guide kalder sig Nordens førende restaurantguide og bygger ifølge sitet på seriøse anmeldelser, fuld transparens om bedømmelseskriterier samt en høj journalistisk integritet.
Én gang om året udgiver White Guide en samlet guide med 300+ nye anmeldelser af de bedste restauranter i hele landet. Næste udgivelse er i juni 2017.
White Guide publicerer dog løbende nye anmeldelser på hjemmesiden og i guidens app.