Torsdag den 25. oktober byder Restaurant D’Wine og D’Wine Bar på Algade i Aalborg på to-retters menu og musik.
Trænger du til en god aften i byen, hvor du både får smagsløgene testet og hører noget god musik, så har folkene bag Restaurant D’Wine og D’Wine Bar skabt den perfekte aften for dig.
Du er således inviteret på mad og musik torsdag den 25. oktober, og aftenen starter hos Restaurant D’Wine på Algade 57 klokken 18.30, hvor restauranten serverer en to-retters menu med to glas vin, saft eller danskvand.
Forretten består af Salmorejo, som er en puré af tomat, med serranoskinke, mandler og ristet brød. Der vil også være en omgang tapas med ost, pølse, ristede nødder, oliven og ristet brød med hvidløg, tomat og tortilla. Til hovedret får du langtidsstegt skulder af gris, som bliver serveret med kartoffelmos, kål og sauce jus.
Band og bobler
Når maden har lagt sig, og den sidste vin er drukket, går turen videre til D’Wine Bar på den anden side af gaden, hvor bandet New Burns går på klokken 21. Her vil der blive serveret et glas kølige bobler, som du kan nyde til god musik indtil klokken 23, hvor arrangementet slutter. Du skal af med 349 kroner, og du kan tilmelde dig på siden her.