Var det noget med en påskefrokost i unikke, maritime omgivelser? Den Gamle Frue på skibet MS Elbjørn i Aalborg lokker med en kæmpe påskebuffet i helligdagene.
Ti forskellige slags sild, skidne æg, fyldte æg, hjemmerøget pebermakrel, hjemmerøget laks, karryflæsk, hønsesalat, fiskefileter, tarteletter og meget, meget mere. Der er lagt i ovnen til det helt store festmåltid, når Den Gamle Frue i Aalborg åbner dørene til årets påskebuffet.
Påskebuffeten kører fra torsdag den 29. marts til og med søndag den 1. april. Enkelte kunder har ifølge køkkenchef Michael Bjørkær hævdet, at det sandsynligvis er den påskefrokost i Aalborg, der har det største udvalg i mad.
Endvidere markerer den store påskemenu også afslutningen på de renoveringer, der har været i gang på skibet det sidste stykke tid. Gæsterne kan derfor se frem til at nyde deres mad i nye rammer.
“Vi har blandt andet flyttet baren, fået nye lys, pudset væggene og malet,” siger Michael Bjørkær.
East Harbour Jazzband underholder
Til påskefrokosten bliver der også mulighed for at nyde maden udenfor, hvis vejret holder tørt. Skulle det omvendt blive koldt og vådt, kan Den Gamle Frue også være behjælpelig. Som noget nyt har spisestedet nemlig også fået en mobil snapsebar. En lille vogn, der kommer til at køre rundt imellem gæsterne med et solidt udvalg af brændevin.
“Det er en kæmpestor forskel på snaps i dag. Der findes rigtig mange varianter, og det er ikke bare Rød Aalborg det hele. Det er et område, der boomer, og derfor prøver vi det her med den her vogn,” siger Michael Bjørkær.
Ved siden af den store påskemenu er der også jazz og trylleri på tapetet. Det sker på langfredag, hvor East Harbour Jazzband kommer og spiller musik for de voksne, imens en tryllekunstner kommer og underholder den yngre del af gæsterne. Jazzmusikken bliver dog ikke højere, end at gæsterne stadigvæk kan tale sammen, lover Michael Bjørkær.
Der er gratis is i kølvandet
Udover påskefrokosten på Den Gamle Frue åbner spisestedet også deres iskiosk. Iskiosken er placeret ved siden af fodboldbanerne lige overfor selve restauranten, hvor du blandt andet kan få Ryå Is fra Aabybro Mejeriet. Åbningen foregår torsdag den 29. marts, hvor der er gratis is fra klokken 10 til de første 100 gæster, der kigger forbi.
Selve påskefrokosten på Den Gamle Frue er åben fra klokken 12.30 til 15.30. Prisen er 199 kroner per mand, og børn under 11 år er halv pris.
Hvis du ikke kan nå påskefrokosten, er der almindelig servering resten af tiden. Du kan også sætte dig hen i skibets nye bar, hvor du blandt andet kan prøve at smage den tjekkiske øl Pjernstejn, der har vundet flere priser rundt omkring i Europa.