Foto: Café Lindholm.

Café Lindholm inviterer til Sankt Hans-buffet og bål i Nørresundby den 23. juni.

Vi elsker vort land – og vi elsker buffet. Slå derfor to fluer med ét smæk og kom til fejring af Sankt HansCafé Lindholm ved Lindholm Høje Museet i Nørresundby den 23. juni.

I aftenens anledning byder caféen nemlig på en særlig Sankt Hans-buffet med et stort udvalg af sæsonens retter samt Sankt Hans-kage til dessert.

Prisen er 275 kroner per snude – børn mellem tre og 10 år får dog herlighederne til halv pris. Husk at reservere plads på forhånd.

Helstegt pattegris på bålpladsen

Når du har fyldt maven, kan du på området ved Lindholm Høje Museet nyde ilden, kammerkoret Coro Misto og båltalen ved rådmand for Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen Mai-Britt Iversen.

Har du ikke fået smagt Café Lindholms buffet, kan du på bålpladsen købe helstegt pattegris med nordisk coleslaw og hjemmebagt brød. Er du tørstig, serveres der kaffe fra Peter Larsen og fadøl fra Thisted Bryghus.

Arrangementet finder sted fra klokken 18 til 20.30. Du kan læse mere her.

DEL
Louise Højmark
Chefredaktør. Elsker mad og journalistik og stræber efter at forene de to på bedst mulig vis. Uddannet cand.public. i analytisk journalistik og har en svaghed for god kaffe, croissanter og flæskesteg med det hele.