Foto: Roscoe Dirty Subs.

Wildebeest-ejere åbner ny sandwichbar på Ved Stranden

Ejerne bag Wildebeest åbner snart en ny sandwichbar, som er inspireret af USA og Island.

Så skal der gøres op med fastfoodkulturen i Aalborg på Ved Stranden 11. I hvert fald, hvis det står til ejeren af Gastropubben Wildebeest, som åbner en ny sandwichbar, Roscoe Dirty Subs, i slut februar eller begyndelsen af marts.

”Der skal lidt mere kvalitet ind i fastfoodkulturen i Aalborg. Vi vil introducere noget nyt for aalborgenserne, som smager af noget andet,” siger en af ejerne af Roscoe Dirty Subs Gudmundur Gudbergsson.

Amerikansk og islandsk koncept

Konceptet bliver amerikanskinspirerede philly cheese steak sandwich, som samtidig trækker på sandwichkulturen fra Island og med brød fra det samme bageri, som også bager brød for Wildebeest.

”Det bliver en sandwich, som er cheese steak baseret på et lidt mere amerikansk koncept, end hvad der har været tidligere. Det bliver ikke så pålægsorienteret, men i stedet får man en god fyldig sandwich med noget rigtig kød. Det bliver langtidsbraiseret, marineret og sprængt, og der er tænkt over at gøre det ekstra godt hele vejen igennem,” siger Gudmundur Gudbergsson.

Også åbent om natten

Roscoe Dirty Subs vil i starten åbne, når aftentimerne begynder, mens der i weekenden vil være åbent til langt ud på natten.

”Inden vi åbner for alvor, starter vi ud med en prøveperiode, hvor vi i aftentimerne starter ud med et simpelt menukort. Vi vil levere et ordentligt produkt og spore os ind på, hvad folk kan lide. Pris kontra værdi bliver vores sandwich helt i top,” fortæller Gudmundur Gudbergsson.

Familiens yndlingsspise

Familien Gudbergsson har selv nydt godt af sandwichkulturen i Island, som de glæder sig til at præsentere for Aalborg i den nye sandwichbar.

”I Island er der en ret veludviklet sandwichkultur, og det er helt klar min families yndlingsspise. Det er noget, vi har savnet fra vores hjemland, og vi ved, at aalborgenserne tager godt imod vores nye sandwich, når Roscoe åbner,” siger Gudmundur Gudbergsson.

Ifølge planen vil Roscoe Dirty Subs holde åbent hver dag undtagen søndag, og der vil altså være åbent om natten fredag og lørdag. Sandwichbaren vil også på et senere tidspunkt åbne for frokost.