Cocktailbar og restaurant Studie 4 på Vesterå 4 i Aalborg er tilbage efter ferie med nye retter.
Hvis du sætter pris på en god cocktail til din mad, er Studie 4 lige noget for dig. Stedet har specialiseret sig i at forene gastronomi og cocktails, så du får den helt rigtige oplevelse. Studie 4 netop opdateret deres menukort, hvis du ikke har prøvet det før.
”Vi skifter vores menu, fordi vi ønsker at udnytte sæsonens råvarer. Derfor udskifter vi gerne menukort med halvanden måneds interval, og cocktailmenuen bliver så også tilpasset,” siger restaurantchef, Lasse Meelsen.
Menuen består af 4 retter og koster 369 kroner. Til forret er der laks, rødbede, sour cream og sprød risotto, mens mellemretten byder på en tatar af okse. Hovedretten er svinebryst, knoldselleri, æble, røget bacon og sauce på varme krydderier. Til dessert får du havtorn, panna cotta, kage, is på kærnemælk, valnød, havtorneymer og tonkabønne. Hvis du tilkøber cocktailmenuen til 329 kroner, får du helt specielle og tilpassede cocktails til hver enkelt ret, som bliver præsenteret til maden.
Vin på menuen
Er du ikke så meget til cocktails, har Studie 4 også en vinmenu til 329 kroner. Her er vinene også afstemt i forhold til sæsonens vejr og tilpasset menuens enkelte retter. Du kan læse mere om Studie 4 og se deres á la carte-kort på hjemmesiden her.