Den populære, asiatiske restaurant Nam har vokseværk, og den åbner nu et helt nyt take-away-sted.
Det er mindre end et år siden, at den tidligere medejer af Tabu, Kim Jeppesen, åbnede restauranten Nam på Vesterbro 74-76 sammen med sin kæreste Anne-Marie Menendez. Og nu er de klar til at slå dørene op til endnu et Nam. Navnet bliver Nam Noodles.
“Vi har puslet med idéen til en nudel-bar i omkring halvandet år, altså før vi åbnede restauranten. Og nu tænkte vi, at det var på tide at udnytte lokalet ved siden af restauranten. Vi har brugt det som selskabslokale, men det er oplagt at bruge det til noget mere,” siger Anne-Marie Menendez.
Den nye Nam Noodles kommer altså til at ligge i forlængelse af den nuværende restaurant Nam – i de samme lokaler, hvor restauranten lå det første halve års tid.
Det bliver dog ikke Kim Jeppesen og Anne-Marie Menendez selv, der kommer til at stå for den daglige drift af Nam Noodles. Det overlader de trygt til Adam Toth-Javor, som Kim Jeppesen kender fra tiden på restaurant Tabu.
Gæsterne mikser deres helt egen nudel-suppe
Det nye Nam bliver et nudelsuppe-take-away-sted med fokus på japansk ramen-suppe og vietnamsisk pho-suppe, men i ny Nam-fortolkning.
“Konceptet er, at vi har nogle basis-supper, hvor gæsterne så selv bestemmer, hvad de vil have i,” siger Anne-Marie Menendez.
At gæsterne selv på den måde mikser deres egne nudelsupper, er ikke set før i Aalborg, men det er ifølge Anne-Marie Menendez utrolig populært lige nu i byer som New York og London, men også i København er det noget, der top trendy lige nu.
Hos Nam Noodles vil der være fire forskellige supper – oksekød, kylling, fisk og svinekød – og fire forskellige slags nudler, og så kan gæsterne mikse det, som de har lyst til.
Drømmer om flere Nams
Nam Noodles bliver primært et take-away-sted med enkelte siddepladser, og modsat selve restauranten åbner den allerede til frokost, og den vil have åbent alle ugens syv dage.
Men det stopper ikke her, for drømmen er til mere, afslører Anne.
“Nudel-baren har potentiale til at kunne udvides i andre byer. Og det vil vi rigtig gerne. Vi tror, der er et behov, så det er drømmen. Men nu ser vi lige, hvordan Aalborg tager imod det.”
Der er ikke sat endelig dato på hvornår Nam Noodles åbner, men ifølge Anne-Marie Menendez bliver det i slutningen af september eller i begyndelsen af oktober.