Nu kan du få fingrene i Thagaard-isen fra samarbejdet mellem Thisted Bryghus og Premier Is.
Synes du også, at det er svært at vælge mellem en glinsende øl eller en iskold is, så behøver du ikke længere bekymre dig. De to virksomheder Premier Is og Thisted Bryghus, der begge har base i Thy, er nu klar med en øl-is, som de sælger i udvalgte MENY-butikker landet over. Det skriver Thisted Bryghus i en pressemeddelelse.
Øl-isen med det mundrette navn Thagaard henter smag fra Thagaard-øllen, som er produceret af Thisted Bryghus i serien af Nationalpark-øl. Som smagsingrediens i isen bidrager øllen med smagen af pebermynte og citrus, mens isen bliver leveret af ismejeriet Mejerigaarden, der er en del af Premier Is.
”Vi glæder os over samarbejdet med Premier Is, og en øl-is er et helt nyt marked for os. Vi glæder os til at se, hvad øl-isen måske fører med sig af andre projekter i fremtiden,” fortæller Bryggeridirektør hos Thisted Bryghus, Aage Svenningsen i en pressemeddelelse.
Kan du ikke vente med at stille lækkersulten, så kan du købe Thagaard-isen i MENY på Otto Mønsteds Vej 1.