Victors Madhus åbner den 14. september på Eternitten i Aalborg.
Er du en af dem, der har taget turen over Limfjorden for at besøge Victors Madhus med den smukke beliggenhed helt ned til vandet i Nørresundby, så kan du godt begynde at glæde dig. Folkene bag Victors Madhus åbner en ny restaurant på Alexander Foss Gade 15 i den nye bydel, Eternitten, i Aalborg den 14. september.
”Der har altid været en kædetankegang med Victors Madhus, og vi vil gerne åbne flere inden for samme koncept. Nu var der en mulighed for, at vi kunne åbne på Eternitten. Det er et spændende område med mange unge mennesker, og vi ser det som et godt sted for vores koncept,” siger værtinde for Victors Madhus, Silvija Jakutyte.
Nyt sted – samme koncept
Victors Madhus er ikke som andre restauranter, da der er ikke nogen tjenere. Gæsterne bestiller selv deres mad elektronisk og afhenter derefter maden i et åbent køkken. Et anderledes koncept, der har betydet, at priserne på maden ikke er tårnhøje. Konceptet bliver videreført på den nye restaurant på Eternitten, og menuen bliver også den samme. Du kan læse mere om Victors Madhus og den nye restaurant på Victors Madhus’ Facebook-side her.