Foto: Nam Noodles.

Nammenam: Nyt asiatisk spisested åbner på Vesterbro

I dag, onsdag den 8. november, klokken 18 slår Nam Noodles på Vesterbro 74 dørene op for første gang.

“Asiatisk soulfood med afsæt i det asiatiske køkken.”

Det kan du ifølge Nam Noodles‘ hjemmeside glæde dig til at nyde. Aalborgs nye asiatiske spisested åbner for første gang i dag, onsdag den 8. november.

Spisestedet vil servere forskellige slags nudelsupper med inspiration fra både den japanske Ramen-supper og vietnamesiske nudelsupper.

“Supperne, vi laver, er virkelig essensen af Asien. Det giver varmen, og der er masser af smag i supperne. Det er, hvad soulfood er, for os,” fortæller medindehaver Anne Menendez.

Design selv din suppe

Når du skal bestille en suppe hos Nam Noodles, skal du igennem tre niveauer: Først vælger du bouillonen, altså selve “suppen”, herefter hvilken slags nudler, du kunne tænke dig, og til sidst til fyld.

Et eksempel på en suppe kunne være først at vælge en “Crazy chick”, der er en bouillon kogt på kylling, and, citrongræs og shitakisvampe. Nudlerne, du vil have i, kunne være æggenudler, og fyldet confiteret kyllingeoverlår med hvidløg og citrongræs. Ja tak!

Du kan vælge mellem fem slags bouilloner. Fire slags nudler og fem slags fyld, når du skal lave din suppe – og der er også vegetarmuligheder.

Alternativ til den sædvanlige takeaway

Bag Nam Noodles står blandt andre Anne Menendez og Kim Jeppesen, der begge også er indehaver af Restaurant Nam, der har lokaler lige ved siden af. Udover Nam-makkerparret er Adam Toth-Javor også medindehaver.

“Vi ønsker med Nam Noodles at skabe et modspil til den sædvanlige pizza- eller burgertakeaway. Det er et nyt og moderne koncept, som vi håber, vil blive taget godt imod,” siger Anne Menendez.

Du kan prøve nudelsupperne fra Nam Noodles af fra klokken 11.30 til 21 i alle hverdage og til 22 i weekenden.

Det asiatiske spisested til åbningsreception klokken 18, hvor du kan få en gratis “Nam-style cocktail” med gin, lemonade, agurk og peber.

Vil du læse mere om Nam Noodles, kan du gøre det her.