Spisestedet Nam får ros i en anmeldelse af restaurantguiden White Guide.
Mad, der deles og drinks, der nydes.
Det er konceptet hos den nordisk-asiatiske restaurant Nam på Vesterbro – og det tager kegler hos den anerkendte restaurantguide White Guide, som giver spisestedet anerkendelsen “Meget god klasse” i en anmeldelse fra februar 2017.
“[…] med kombinationen af omtanke og ambitioner i køkkenet, pæne priser og cool indretning er Nam stadig blandt Aalborgs sjoveste,” står der blandt andet i anmeldelsen.
Dumplings med Gammel Knas
Hos Nam smagte White Guides anmelder blandt andet chips af tofu og ris, dumplings med porrefyld, grønkål og Gammel Knas-ost samt nashipære med umeshuis og hasselnødder.
Som gæst på restauranten kan du vælge mellem flere retter a la carte eller lade kokken bestemme for dig.
På den måde får du otte eller 12 serveringer – og overraskelsens glæde – for henholdsvis 345 og 445 kroner.
Nordens førende restaurantguide
White Guide kalder sig Nordens førende restaurantguide og bygger ifølge sitet på seriøse anmeldelser, fuld transparens om bedømmelseskriterier samt en høj journalistisk integritet.
Én gang om året udgiver White Guide en samlet guide med 300+ nye anmeldelser af de bedste restauranter i hele landet. Næste udgivelse er i juni 2017.
White Guide publicerer dog løbende nye anmeldelser på hjemmesiden og i guidens app.