Foto: Mortens Kro

Mortens Kro: Nomineret til “Årets Restaurant”

Den Danske Spiseguide har netop offentliggjort de nominerede til “Årets Restaurant”, og blandt dem er den kendte Aalborg-restaurant Mortens Kro.

Det går rigtig godt for Mortens Kro, som ligger ved Mølle Plads i hjertet af Aalborg. Så godt, at Den Danske Spiseguide har nomineret Mortens Kro som “Årets restaurant 2017” – en af de mest prestigefyldte priser i den gastronomiske verden i Danmark.

I alt er seks restauranter nomineret og feltet tæller udover Mortens Kro den Michelin-stjerne-belønnede Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg, Falsled Kro i Millinge, The Restaurant By Kroun på Kurhotel Skodsborg, Restaurant Babette i Vordingborg samt Lieffroy, der ligger i Nyborg.

Dermed er Mortens Kro som den eneste jyske restaurant med i kampen om den eftertragtede hæder.

Titlen som “Årets Restaurant 2017” er klart den største og mest prestigefyldte pris, som Den Danske Spiseguide uddeler, og derfor skal juryen endnu engang vurdere den kendte gourmet-restaurant i Aalborg og de andre nominerede, før prisen kan uddeles.

Juryen kommer i den forbindelse på rundtur til alle de seks nominerede restauranter til de såkaldte nomineringsmiddage i løbet af sensommeren.

Stærkt aalborgensisk team

Selvom det er et stærkt felt, stiller Mortens Kro med et stærkt hold kampen om at blive “Årets Restaurant 2017”.

Foruden ejer Morten Nielsen selv, som blev kåret til årets kok i 1996 og tidligere har arbejdet hos blandt andet Rold Storkro og den tostjernede Michelin-restaurant Saint Michel i Luxembourg; tæller medarbejderstaben også andre topprofessionelle fagfolk.

Blandt dem Maria Hartman, der har en fortid hos en Michelin-belønnet restaurant i London, og køkkenchef Tomas Polman.

Titlen som “Årets Restaurant 2017” uddeles sammen med flere andre priser ved et stort gallaarrangement til oktober.