Foto: Mortens Kro.

Kendt Aalborg-restaurant fylder rund

Mortens Kro ved Mølleplads har 20-års fødselsdag til november.

Er du ikke helt ny i det nordjyske, har du sandsynligvis hørt om Mortens Kro. Restauranten ved Mølleplads byder på både a la carte, menuer, frokost og take away – og til november kan den fejre sin 20-års fødselsdag.

Bag Mortens Kro står kok Morten Nielsen, der frem til åbningen af Mortens Kro i 1997 blandt andet arbejdede som køkkenchef ved Rold Storkro i Skørping.

Tatar, asparges og havkatfilet

Mortens Kro startede ud i mindre lokaler ved Budolfi Kirke i Aalborg, men rykkede senere til det nuværende sted ved Mølleplads med plads til omtrent 120 gæster.

Der er flere valgmuligheder på restaurantens aftenkort, som udskiftes løbende efter årstid. Den nuværende Tasting Menu består for eksempel af fire til syv retter med blandt andet suppe af hvide asparges, tatar af nordjysk urokse samt stegt havkatfilet.

Er du mere i humør til en såkaldt signaturret, byder Mortens Kro på for eksempel hummersalat, hjemmerøget laks eller indbagt oksemørbrad.