Hirtshals Fiskefestival kårede traditionen tro Årets Sild søndag den 8. april, hvor Mortens Kro fra Aalborg løb med sejren.
På Nordsøen Oceanarium mødtes 10 af danmarks bedste smørrebrødsrestauranter i konkurrencen om at lave den bedste marinerede sild og efterfølgende skabe det lækreste stykke smørrebrød.
Mortens Kro blev kåret som vinder af Årets Sild 2018 med absolut flest point for sin sild, som blandt andet var tilsmagt med appelsin, æbleeddike, rørsukker, brun farin og mjød. Vindersilden bliver nu produktudviklet sammen med Nordic Seafood og Hirtshals Sild, så den kan komme i produktion og på hylderne hos Coop fra august.
Konkurrencens forløb
Konkurrencen er en årlig begivenhed, og en måned før konkurrencedagen får alle deltagere tilsendt et parti gammeldags modnede sild, hvorefter det er op til de enkelte deltagere, hvordan sildene behandles og marineres. Èt krav er dog, at silden bliver lavet med udgangspunkt i årets Bjesk, altså årets kryddersnaps.
Konkurrencen er i to dele, først en blindsmagning af silden i ren form, og siden en smagning af deltagernes fortolkning af et stykke smørrebrød med sild.