Foto: Pixabay.

Køkkenchef fra gourmetrestaurant laver julefrokost for socialt udsatte

Michael “Miv” Pedersen fra Restaurant Tabu laver tirsdag den 26. december en julefrokost af overskudsmad fra Netto for socialt udsatte.

For mange af os betyder julesæsonen julefrokoster i lange baner – men det er ikke alle, der får muligheden for at spise sig mæt i sildemadder og andelår hver weekend i december.

Derfor har Netto valgt at donere mere end 100 butikkers overskudsmad fra julen til Kirkens Korshær, der tirsdag den 26. december vil blive forvandlet til en lækker julefrokost i flere byer rundt i landet. Det skriver Aalborgnu.dk.

En af byerne er Aalborg, hvor Michael “Miv” Pedersen fra Restaurant Tabu går i køkkenet hos Kirkens Korshærs værested i Søndergade 14 og kreerer en julefrokost for Aalborgs socialt udsatte.

En win-win-situation

Overskudsmaden, som julefrokosten skal laves af, består af varer fra Nettoer i Aalborg, Nørresundby og Løgstør, der enten ville overskride sidste salgsdato i juledagene eller er blevet beskadiget under transporten.

“Det giver rigtig god mening, at vi donerer vores overskudsmad til Kirkens Korshær i Aalborg. Dermed kan både trængte og ensomme få en god julefrokost, og vi begrænser samtidigt vores madspild. Projektet er jo ren win-win,” fortæller butikschef hos Netto i Nørresundby Andreas Sondrup Kurinow til Aalborgnu.dk.

Båret af frivillige kræfter

I alt vil der være 250 frivillige landet rundt, der hjælper i køkkenerne hos de forskellige væresteder, når julefrokosten skal laves den 26. december. Nogle af dem vil altså skulle hjælpe gourmetkokken Micheal “Miv” Pedersen.

“Grunden til at jeg har valgt at deltage i arrangementet, skyldes, at det er god måde at gøre noget for dem, der trænger til noget ekstra i julen. Jeg synes, det er et super godt initiativ fra Netto og Kirkens Korshær, at de vælger at lave frokoster i hele landet. Det er et godt sammensat event, som jeg glæder mig til at være en del af,” fortæller han til Aalborgnu.dk.

Julefrokosten vil blive afholdt fra klokken 12 til 14.