Kom til julearrangement på Restaurant Ombord hver fredag og lørdag fra den 16. november til den 15. december.
Lyder det helt perfekt i dine ører at kickstarte julen med lækker mad, så er det her lige noget for dig. Restaurant Ombord på Bådehavnsvej 16a inviterer hver fredag og lørdag fra den 16. november til den 15. december på en juleinspirereret 10-retters menu.
De 10 retter bliver serveret over 3 omgange i skåle eller fade efter konceptet social dining. Der er 4 forretter, 3 hovedretter og 3 desserter, så der bliver rigeligt at smage på. Af forretter kan du blandt andet glæde dig til bagt jomfruhummer på tomat og kanel eller dampet torsk med sennepscreme, bacon og syltede løg.
Til hovedret kommer du blandt andet til at mæske dig i andebryst marineret i rødvin og teriyaki med egen sauce og ristede svampe eller sprødstegt langtidstilberedt svinebryst med rødbeder vendt i mynte og chili.
Til at stille den søde tand vil der blandt andet være hindbærparfait samt lakrids eller kage med kirsebær og rom. Prisen for hele aftenen, der starter klokken 18, er 398 kroner, og du kan tjekke resten af menuen ud her.