Restaurant Kronborg på Egholm inviterer til Mortensaften lørdag den 10. november.
Mortensaften nærmer sig med hastige skridt, og det er måske tid til at få planlagt aftenen, hvor du kan smovse i lækker andesteg. Restaurant Kronborg i de smukke omgivelser på Egholm har sammensat en menu, som du kan nyde fra klokken 18 til 21 lørdag den 10. november.
Du kan glæde dig til at sætte tænderne i en helstegt andesteg med andesauce, brunede og hvide kartofler samt fyldte æbler med ribsgelé, og dertil vil der også være råsyltede tyttebær, syltede drueagurker og rødkål.
Til dessert er der en trifli bestående af æbler og blommer, rugbrødknas bagt med honning og farin samt økologisk fløde. Er det ikke nok til at stille din lækkersult, vil der også være en isbar med is fra Vebbestrup med vafler, flødeboller og hjemmelavet guf.
Hele oplevelsen koster 298 kroner, og det er oplagt at tage børnene med, da restauranten har valgt at sætte prisen ned til 148 kroner for børn under 12 år, mens børn under 3 år spiser til 98 kroner. Du kan reservere bord på Restaurant Kronborg på Egholm her.