Den populære isbutik Guf & Kugler fra Nibe åbner til sommer også butik i Slotsgade 2.
Er du en af de mange aalborgensere, der er kørt til Nibe for at sætte tænderne i en is fra isbutikken Guf & Kugler ved havnen? Så kan du snart spare køreturen!
Isbutikken har nemlig fået vokseværk og åbner nummer to af sin slags den 1. juni – denne gang i Slotsgade 2 i Aalborg.
“Vi elsker selv Aalborg! Vi ved, at mange kunder tager turen fra Aalborg til Nibe for at slappe af ved havnen med vores is i hånden, men vi tænker, at der også er behov for et pusterum inde i byen. Det vil vi tilbyde aalborgenserne,” fortæller medindehaver af Guf & Kugler “Ismutter” Charlotte Korsholm.
Smag en forkælet is
Konceptet hos Guf & Kugler går ud på, at isen skal forkæles. Det kommer til udtryk i omtalen af personalet, der her hedder “Isforkælere,” men det kommer bestemt også til udtryk i smagen, hvis du spørger Charlotte Korsholm.
“Vi har både is fra Vebbestrup Flødeis, fordi det er dem, vi synes laver de bedste flødeis, og fra Kastberg Is i Silkeborg, der for eksempel laver sorbeter lavet på frugt og ikke essenser. Som topping har vi hjemmelavet vanilje- eller lakridsguf og vores helt egen bolchedrys, der består af knuste bolcher fra Bolcheriet i Løkken,” fortæller ismutteren fra Guf & Kugler.
Én af isvarianterne fra Vebbestrup Flødeis er en chokolade-lakridsis, som er udviklet i samarbejde med isbutikken og produceres specielt til den. Udover is kan du også få dig en hjemmelavet belgisk vaffel, kaffe og forskellige hjemmelavede chokolader, hvis der har været tid til at lave det.
“Vi laver det, vi synes er sjovt”
Guf & Kugler er kendt for deres brug af lakrids, for eksempel en is med chokolade-lakrids, lakridsguf og bolchedrys med spjedersnus eller en hjemmelavet lakridssoftice. Men ellers er udvalget variende, og tilbehøret afhænger af årstid og humør.
“Vi laver det, vi synes er sjovt. Derfor kan vi måske godt være lidt uforudsigelige i vores udvalg,” griner Charlotte Korsholm og fortsætter:
“Men vi lever i en tid, hvor alt skal være effektivt. Sådan skal det ikke være her: Vi vil gerne skabe et sted, hvor der er plads til forbybelse i smagen, og hvor nydelse er i centrum.”
Vil du følge med i, hvornår Guf & Kugler åbner i Aalborg, kan du holde dig opdateret på isbutikkens Facebookside her.