Green Neighbour

Juice og bowls: Ny restaurant er åbnet i Magasin i Aalborg

Green Neighbour har slået dørene op i Magasin i Aalborg.

Er du til sund og velsmagende mad, så er den her nyhed lige noget for dig, da Aalborg har fået en ny, grøn nabo. Restauranten Green Neighbour er flyttet ind i Magasin, og du kan nu nyde restaurantens lækre bowls, salater eller juices efter en lang dag med shopping.

”Det har hele tiden været planen at åbne i Aalborg, som er en fed by, hvor der er gang i den. Magasin er et utrolig stærkt brand, og vi passer godt sammen. Vi har haft en vanvittig åbning, og aalborgenserne har taget rigtig godt imod konceptet,” siger stifter af Green Neighbour, Henrik Bjerke.

Bowls og salater
Hos Green Neighbour er mantraet ”Velsmag x Sundhed”, og det spejler sig også i udvalget på menukortet, der er delt op i kolde salater og varme bowls. Du kan for eksempel sætte tænderne i den friske salat Chicken Cæsar, der består af hjertesalat, grønkål, cherrytomater, varm kylling, croutoner, parmesanost og Cæsar-dressing til 65 kroner for en lille og 85 kroner for en stor.

Trænger du til en ret med lidt mere fylde, kan du til samme pris snuppe en Mexican Bowl, som indeholder majs, kidney bønner, tomat, rødløg, tortilla chips, spinat, varm quinoa og bulgur, avocado, creme fraiche samt lime og fajita vinaigrette.

Tosset med juice
Green Neighbour har et samarbejde med Frankly Juice, som betyder, at du altid kan skylle din mad ned med forfriskende og 100 procent økologisk juice, der kan købes i 3 varianter og koster 39 kroner stykket.

Er du helt vild med juice og trænger kroppen til en reboot, kan du også bestille en 2 dages juicekur hos Green Neighbour med 12 flasker juice til 399 kroner. Du kan læse mere om restauranten på Facebook-siden her.