Pixabay

Så er der fisk: Havnen i Aalborg lokker med fiskefest

Lørdag den 18. august fra 10 til 16 kommer Fiskeriet til Utzon Parken i Aalborg.

Er du også helt tosset med fisk? Så kan du godt begynde at glæde dig til lørdag den 18. august, hvor Aalborg havnefront danner ramme om en sand fiskefest. Hanstholm Fiskeriforening står for arrangementet med det meget mundrette navn: ”Hawfrisk Hanstholmfisk”, og det er gratis at deltage.

Herlighederne starter lørdag morgen klokken 10, hvor der er åbent skib. Du får mulighed for at komme ombord på 11 forskellige fiskefartøjer og opleve livet som fisker inde bag skibenes facader, mens du får fortalt om livet til søs.

Er du mere til friske smagsprøver, vil der også være en række salgsboder, hvor du kan købe fisk og samtidig smage på godterne. Bliver du helt brødflov, kan du få stillet sulten og tørsten hos blandt andet Café Salto og Thisted Bryghus, der har taget turen fra Thisted.

Musik og fiskeauktion
Trænger du til lidt underholdning, sætter musikgruppen Tørfisk gang i løjerne, og på Hanstholm Fiskeauktion kan du blandt andet byde torsk, jomfruhummer og kulmule, som er fanget på fiskekutterne i Hanstholm.

Du kan læse mere om tidspunkter og arrangement på Aalborg Events hjemmeside her.