Til oktober slår Helmuth dørene op til Aalborgs første ginfestival.
I februar løb Danmarks første ginfestival af stablen i København, og senere på året danner også Aarhus rammen om en festival kun med gin. Og nu er det Aalborgs tur.
Torsdag 26. oktober præsenterer den kombinerede restaurant og cocktailbar Helmuth, der ligger på Boulevarden, nemlig for første gang nogensinde Aalborg Gin Festival.
“Den aften er vi kun en gin & tonic bar. Borde og stole bliver fjernet, og vi har i stedet fem forskellige stande fra vores gin-leverandører med i alt 18 forskellige slags gin,” fortæller barchef hos Helmuth og en af hovedkræfterne bag festivalen, Dennis Messerschmidt Simonsen.
Og der bliver rig lejlighed til at smage de mange forskellige varianter af gin denne aften, både fordi der er fem smagninger med i billetten, men også fordi Helmuth i anledning af festivalen omdannes til en ren gin & tonic bar.
“Vi fjerner alt spiritus, rom og champagne, og hvad vi ellers har, og bytter det hele ud med gin & tonic,” fortæller Dennis Messerschmidt Simonsen.
Lokalt islæt
Blandt de mange smagsvarianter til ginfestivalen er der naturligvis lokal nordjysk gin. Det er produceret i Fjerritslev – mindre end 45 minutter fra Helmuth, hvor festivalen finder sted.
Det er Nordisk Brænderi, som står bag det lokale islæt, og på festivalen præsenterer de flere prisbelønnede gin-mærker – blandt andet “Nordisk Gin”, der vandt dobbelt guldmedalje (The Fifty Best Gins in New York) i 2015 og “Herbie Gin”, der vandt samme pris i 2016.
Gin er populært
De mange ny ginfestivaler i Danmark vidner om, at gin er oppe i tiden.
“Gin kulturen stikker helt vildt af lige for øjeblikket. Det seneste år er vi gået fra at have fire til 25 forskellige varianter af gin for at kunne følge med gæsternes efterspørgsel,” bekræfter Dennis Messerschmidt Simonsen.
Barchefen mener selv, at gins popularitet skyldes, at det er frisk, at det modsat for eksempel rom eller whisky er nemt at drikke, og at de mange smagsvarianter gør det anderledes spændende.
“Og så er kvinderne hoppet væk fra fancy cocktails. Jeg vil skyde på, at halvdelen af vores gin sælges til kvinder, og derfor er målgruppen stor,” vurderer Dennis Messerschmidt Simonsen.
Ifølge barchefen, er det med at være hurtig, hvis man gerne vil med til Aalborgs første ginfestival. Billetterne sættes til salg torsdag 29. juni kl. 16, men allerede nu er interessen så enorm, at Dennis Messerschmidt Simonsen forventer, at festivalen kan melde alt udsolgt i løbet af kort tid.