Foto: El Mariachi.

Skål, amigo: Mexicansk gastropub får nyt cocktailkort

Fra fredag den 29. september kan du smage mexicanske cocktails fra El Mariachis nye cocktailkort.

Når du drikker cocktails skal det være skævt, sjovt – og ikke mindst en oplevelse! Det synes i hvert fald den mexicanske gastropub El Mariachi Ved Stranden 1.

Derfor fejrer gastropubben fredag den 29. september, at Aalborg bliver et spændende cocktailkort rigere, når det gamle kort skiftes ud med et nyt.

Flere drinks på det nye cocktailkort har et tydeligt mexicansk twist, men fælles for dem alle er, at det ikke er cocktails, du kan finde på enhver anden bar.

Aalborg fortolket som en cocktail

På cocktailkortet finder du for eksempel Windy Buckthorn, som er indehaver Claus Seier Carstensens bud på, hvordan Aalborg ville smage, hvis du mixede byen i en drink. Den er lavet på hybenjuice, gin, Aalborg-snaps og havtorn knust med is. Ja tak!

Du kan også prøve kræfter med den mexicanske El Burro, der er en tequila-cocktail med frisk ingefær – eller hvad med personalets favorit, Liqourice bandit: En frossen drink lavet på lakrids. Mums!

Priserne på de nye cocktails ligger fra 84 kroner til 109 kroner, og du kan udforske El Mariachis nye cocktailkort indtil klokken 23 fra mandag til torsdag og til klokken 02 fredag og lørdag.

Skål!