Foto: Jens Erik Møller

Ny café i Aalborg: Vi er et sted, hvor man slapper af

Ny café i Gravensgade satser på hygge, samvær og afslappethed.

Måske har du undret dig over, hvad det er for en café, der er åbnet i Gravensgade 2. Café Sins hedder den, og bag vinduerne ud mod gågaden anes en indretning holdt i farverne rød og sort. Allerede ude på gaden fornemmes en særlig loungestemning.

Og spørger man ejeren, den kun 24-årige Samer Al-Tamimi, er der på ingen måde tale om endnu en i rækken af aalborgensiske caféer med variationer over samme tema.

“Vi er et community og et sted for unge, hvor der er billige øl, hvor man kan slappe af, se noget sport eller skrive projekt. Vi er et sted, hvor man kan slappe af og være sig selv,” forklarer Samer Al-Tamimi.

“Vi er noget anderledes.”

Et sted for de unge

Træder man ind ad døren, vil man også hurtigt opdage, at fornemmelsen fra gaden taler sandt. Stedet er præget af hygge, samvær og mere afslappethed end på en gennemsnitlig aalborgensisk café.

Det er især de unge fra 18 år og op til omkring de 35, der tiltrækkes af Café Sins’ loungestemning. Og det er ikke helt tilfældigt. Det er ifølge Samer Al-Tamimi netop dem, der satses på.

“Jeg har selv manglet et sted som det her i Aalborg,” siger Samer Al-Tamimi, der udover jobbet som caféejer også er studerende.

Og der er noget, der tyder på, at andre også har manglet sådant et sted, for ifølge ejeren, har aalborgenserne taget rigtig godt imod det nye sted.

“Der er rigeligt at se til, og vi mærker enorm interesse, og vi hører kun positivt om vores mad,” siger Samer Al-Tamimi.

Udover billige øl og lækre cocktails, så er der også gode tilbud til både den sulte mave og den søde tand. Alt lige fra grillet avokado-sandwich til lækre friskbagte baklava’er.

Café Sins åbnede 21. juni, og den har åbent hver dag fra kl. 14 og frem til midnat.