Den populære café har taget stemning ovenpå med ned i vinkælderen i sin nye Peace Lounge.
De seneste dage har der været ekstra aktivitet på Café Peace. Folkene bag har nemlig haft travlt med at indrette underetagen på ny.
Væk er den gamle kælderstemning, og i stedet har man taget stemningen ovenpå og flyttet den med ned under.
“Det er stemningen heroppe, som vi har taget til efterretning og videreført, så det hænger bedre sammen. Mange af vores gæster vil have lige præcis den stemning. Der er bare noget med bænkene, som skaber en hygge,” forklarer indehaver af Café Peace, Anne Kønig.
Og ifølge ejeren er det lykkedes at flytte den helt særlige peace’ske stemning ovenpå med ned. Selvom indretningen er helt ny, er der allerede kommet mange positive tilkendegivelser fra caféens gæster på det nye tiltag.
En helt særlig og udefinerbar stemning
Det er kun tre år siden, at Anne Kønig åbnede Café Peace på Boulevarden, men den er blevet et af de allermest populære steder at mødes i Aalborg. Café Peace har formået at skabe en helt særlig, udefinerbar og ikke mindst hyggelig stemning, som aalborgenserne har taget til sig.
Og det er den hyggelige stemning, som Anne Kønig har forsøgt at flytte med ned i vinkælderen – eller Peace Lounge, som de nye omgivelser er døbt.
Og netop omgivelserne er vigtige på en café. Maden skal være i top, men omgivelserne er ifølge Anne Kønig ligeså vigtige.
“Folk lægger mærke til en lækker bordplade, og hvad der hænger på væggene. Det betyder noget,” siger hun.
I den nye Peace Lounge er det Galleri Wolfsen, der har valgt kunsten, der pryder væggene.
“Der må gerne være noget for øjet, så du bliver udfordret. Jeg kan godt lide, at folk stopper op og tænker. For hvad er der galt med at stoppe op, hvis man står et godt sted?” siger Anne Kønig.
“Jeg lytter altid til gæsterne”
Der sker rigtig meget på restaurationsområdet, og derfor er man ifølge Anne Kønig nødt til at tage sig selv op til overvejelse. Så det handler ikke bare om vedligehold, når der fx males på ny, det handler også om fornyelse. Begge dele er vigtigt.
“Men den vigtigste ingrediens er vores gæster, og så skaber vi rammerne,” siger Anne Kønig og fortsætter:
“Jeg har en fin følelse med, hvad gæsterne vil, og de trækker også mig i en ny retning. Og det er jeg helt åben overfor. Og det er vigtigt, at man er det.”
Alt sammen er det med til at definere Café Peace.
“Jeg har et unikt sted, som mange er glade for. Der kommer mange forskellige mennesker, og netop dét giver caféen det liv, som jeg gerne vil have.”