Foto: Huset.

Morgen, Middag & Kaffe: Ny økologisk café er åbnet i Aalborg

Huset har fået en ny café, som åbnede den 14. maj.

Aalborg er blevet en café rigere. Mandag den 14. maj åbnede Morgen, Middag & Kaffe op for første gang i Huset på Hasserisgade 10. Caféen serverer morgenmad, frokost, kage og kaffe.

”Første dag gik suverænt, og vi havde langt over 100 besøgende. Det var en virkelig succefuld åbningsdag, og gæsterne var begejstrede for, at vi endeligt er åbnet,” siger Lene Nørgaard, som er ernæringsassistent ved Huset.

Bronzemærket

Caféen i Huset er vegetarisk og har bronze i Det Økologiske Spisemærke, hvilket vil sige, at 30 til 60 procent af de indkøbte varer er økologiske. Caféen holder åbent fra klokken 7.30 til 15 mandag til torsdag og fra klokken 8.30 til 15 om fredagen.

”Morgen, Middag & Kaffe er en charmerende, lille café, hvor du få en god økologisk kaffe og lækre retter. Der er noget specielt over at komme ind i de her lidt anderledes og hyggelige omgivelser med blåtmalede gulve og genbrugsmøbler,” fortæller Lene Nørgaard.