Hvis du vil forkæle dig selv i påsken, bør du måske overveje at kigge forbi Brdr. Price i Aalborg, hvor restauranten i forbindelse med påsken har forberedt en lækker, treretters menu.
Der bliver kræset for smagsløgene, når Brdr. Price-restauranten i Aalborg serverer en lækker påskemenu i anledning af helligdagene. Der er tale om en treretters menu, som bliver serveret både til middag og om aftenen.
Vælg mellem to eller tre retter
Forretten består af røget laks med sprøde salater, dildmayo og en rugbrøds-tuile. Til hovedret er der lammenavarin med klassisk ragout på dansk lam og med nye grøntsager. Dertil bliver der serveret hvide kartofler. Til sidst er der desserten, der kommer i form af Gâteau Marcel – en fransk chokoladekage – der bliver serveret med vaniljeis og syltede kirsebær.
Hele menuen koster 350 kroner per mand. Du kan også få to retter, hvor prisen i så fald er 275 kroner i stedet. Restaurantchefen har sammensat en vinmenu, der passer til maden. Her kan du købe to glas vin til 175 kroner – eller tre til 245. Brdr. Price i Aalborg serverer deres påskemenu fra i dag til og med søndag den 1. april.