Foto: Pixabay.

Traditionen tro er The Old Irish Pub i Aalborg klar til at markere St. Patricks Day med konkurrencer, festivitas, livemusik og en ny øl.

St. Patricks Day er en festdag, der markeres verden over. I Irland bliver der sunget og danset, og der er parader i Dublins gader. I Chicago i USA farver de floden grøn, og i Moskva i Rusland er der en hel ugelang festival tilegnet det irske folkefærd.

I Danmark bliver den irske nationaldag også markeret. Det sker blandt på The Old Irish Pub i Aalborg, hvor de lancerer en ny, grøn øl i forbindelse med festlighederne.

”Vi har fundet den grønne drink frem fra hylden, så alle har mulighed for at mæske sig i den,” fortæller PR-chef for The Old Irish Pub, Kasper Toft Jørgensen.

Lysere end den klassiske

Baren har nemlig danmarkspremiere på Guinness IPA Nitro, og det er første gang, at The Old Irish Pub får den på hanerne. Øllen er dog kun grøn i overført betydning.

“Øllen er lysere og lettere end den klassiske Guinness-øl, men stilen er den samme. Den er helt sikkert interessant for alle øl-entusiaster,” siger Kasper Toft Jørgensen.

The Old Irish Pub afholder desuden en konkurrence i alle pubs til og med lørdag, hvor du ved køb af en Guinness er med i lodtrækningen om to timers fri Guinness-bar på St. Patricks Day.

Guinness, krammere og livemusik

St. Patricks Day finder sted lørdag den 17. marts. Fra klokken 21 er der livemusik på The Old Irish Pub, og Kasper Toft Jørgensen har høje forventninger til dagen.

”Det bliver en kæmpe festdag, hvor vi klæder os ud, tegner os i hovedet, skænker en masse Guinness og giver en masse krammere. Vi glæder os helt vildt til at se smilene og glæden hos gæsterne,” afslutter Kasper Toft Jørgensen.