Fredag den 15. september åbner Aalborg Street Food atter op efter tirsdagens rottebesøg.
De sidste par døgn har været turbulente for Aalborg Street Food.
Efter en rotte blev spottet om morgenen tirsdag den 12. september, har madmarkedet og dets boder været lukket ned – men nu melder Aalborg Street Food ud, at de fredag den 15. september igen er klar til at tage imod de sulte aalborgensere.
“Vi valgte at følge proceduren fuldstændigt og kontaktede autoriserede skadedyrsbekæmpere, kommunen og fødevarestyrelsen. Rotten er hverken set eller fundet siden tirsdag, og vi konkluderer derfor, at den er smuttet igen,” udtaler medejer Isabel Enevoldsen.
Rottesikrede køkkener
Alle køkkener og al adgang til fødevarer har hele tiden været rottesikrede, så rotten har altså bevæget sig rundt blandt siddepladserne – lidt sigesom havde det været på enhver anden restaurantgade.
“Fødevarestyrelsen har sagt, at det er lidt voldsomt at lukke så mange restaurationer ned, fordi der er en rotte ude i rummet – og altså ikke inde i køkkenenerne,” siger Isabel Enevoldsen.
Hele torsdag den 14. september vil der være nogen fra skadedyrsbekæmpelsesfirmaet ude og lede en sidste gang efter rotten, men på fredag den 15. september har Aalborg Street Food altså fået grønt lys til atter at åbne.
Tiden er brugt fornuftigt
Mens madboderne har været lukket ned, er tiden blevet brugt på at gøre ekstra grundigt rent både indeni og udenpå køkkenerne og i stedets lager.
“Der har været rigtigt mange ting at forholde sig til – også køkkener, der har været frustrerede over at miste flere dages omsætning. Men madboderne har på trods af det mødt situationen med forståelse, og vi har brugt ventetiden fornuftigt,” udtaler Isabel Enevoldsen.
Udover at gøre rent er ventetiden også blevet brugt på at sætte en dato for en åbningsfest.
“Vi fik jo aldrig rigtigt holdt en åbningsfest, fordi vi ville vente på, at alle køkkener var klar. Det er de nu, og vi arbejder på højtryk for at få en cocktailbar og et loungeområde klar også,” forklarer Isabel Enevoldsen.
Åbningsfesten bliver den 30. september, og programmet for dagen kommer snart ud.