Succesfuld grøn omstilling i køkkenet på Comwell Hotel Hvide Hus belønnes nu af Fødevarestyrelsen.
Økologi vinder mere og mere frem, og nu er også Comwell Hotel Hvide Hus hoppet med på vognen, skriver Nordjyske.
Gennem det sidste års tid har det kendte hotel ved Kildeparken sammen med kædens 14 andre steder gradvist indført økologi, og sammen med Comwell Rebild Bakker har Hotel Hvide Hus som de eneste hoteller i Nordjylland fået tildelt bronze-udgaven af det økologiske spisemærke, som Fødevarestyrelsen står bag.
Mærket får man, når 30-60 procent af fødevarerne er økologiske.
Skepsissen forsvandt
Men overgangen til økologi skete ifølge Nordjyske ikke helt uden en vis portion skepsis fra køkkenchef på Comwell Hotel Hvide Hus, Kenneth W. Petersen.
Men skepsissen forduftede ret hurtigt.
“Jeg har sgu ikke været økologisk førhen og tænkte, at det var for dyrt. Men økologien har jeg taget 100 procent til mig. Det er på kort tid blevet sværere og sværere for mig at stoppe grønsager og frugt i munden, som ikke er økologiske. Der er meget mere smag og sjæl i økologiske grøntsager, og så er de ikke sprøjtet eller gasset,” fortæller han til Nordjyske.
Uventet sidegevinst
Den økologiske omstilling har også haft en helt anden sidegevinst. Det har nemlig også betydet mindre madspild, har det vist sig.
“Det vildeste er, at der har været en gevinst på grund af den måde, kokkene er begyndt at arbejde med tingene på. Der er kommet en større respekt omkring råvarerne. Man passer på dem og sørger for at få det hele brugt,” udtaler Kenneth W. Petersen til Nordjyske.
Ifølge avisen har produktionen af juice alene mindsket madspildet med 125 kg om dagen – svarende til en fjerdedel af de råvarer, der bruges til juice.