Othello Bageriet

Knap 250 af Smag Aalborgs læsere har kåret byens bedste romkugle.

Er du også helt tosset med en god, blød romkugle? Så er du ikke den eneste. Den lækre kage er yderst populær, og hos Othello Bageriet får du den bedste af slagsen. I hvert fald hvis du spørger Smag Aalborgs læsere.

Bageriet på Christiansgade 35 indtager førstepladsen blandt en lang række steder i byen, der sælger den velkendte klassiker. Det viser en læserafstemning, som Smag Aalborg netop har gennemført med knap 250 besvarelser.

“Det er super fedt! Det er altid dejligt at få anerkendelse for det, vi går og laver. Jeg har altid sagt, at vi hos Othello Bageriet laver de bedste romkugler i Aalborg,” siger konditorchef hos Othello Bageriet, Kasper Mollwitz Larsen.

Lavet på gammeldags manér
Romkuglerne hos Othello Bageriet er lavet på den gode gammeldags måde, og der er ikke så meget hokus pokus over det.

“Vi tager daggamle kager og blander dem sammen med kakao og romessens, og så har du den klassiske romkugle. Vi husker også at smage dem til hver gang,” fortæller Kasper Mollwitz Larsen.

Hos Othello Bageriet forhandler de én slags romkugle, og du kan sætte tænderne i en romkugle for kun 7 kroner og snuppe 3 med hjem for 18 kroner, hvis du er rigtig lækkersulten.

Lagkagehuset og Bauns Bageri
På en delt andenplads i afstemningen om Aalborgs bedste romkugle finder du Lagkagehuset og Bauns Bageri, mens bageriet La Bonta indtager en flot tredjeplads.

Hele top 3 ser ud som følger:
1. Othello Bageriet
2. Lagkagehuset & Bauns Bageri
3. La Bonta

Stort tillykke til alle og tak for lækre romkugler!