Hos Smørrebrødskartellet er det rød-hvide tapet og Madam Blå det gennemgående tema. Foto: Jens Erik Møller

Aalborg Street Food: Smørrebrød i lange baner

Alverdens forskellige køkkener er repræsenteret på Aalborg Street Food The Lighthouse – også det danske.

På det nyåbnede Aalborg Street Food The Lighthouse i skudehavnen, er der mad fra hele verden. Men der er også en dansk klassiker repræsenteret, for blandt de mange forskellige køkkener finder man nemlig Smørrebrødskartellet.

Bag køkkenbordet med smørrebrød finder vi blandt andre Marie Kjerstine Lindholdt Knudsen, der er daglig leder af Smørrebrødskartellet. Det er blandt andre hende, der har været med til at vælge præcis hvilke varianter af det klassiske smørrebrød, som de skulle satse på.

Svært at vælge

“Det har været helt vildt svært at vælge. Men det er vigtigt at følge årstidens råvarer, så det er klart, at kartoffelmaden skulle med. Og med hensyn til rejemadden, så er vi i skudehavnen, så der skal også lidt fisk med. Men ellers har vi stillet os selv det spørgsmål, hvad ville vi gerne selv have,” forklarer Marie Kjerstine Lindholdt Knudsen, der også lægger vægt på, at udbuddet er varieret.

Indtil videre er følgende smørrebrødsklassikere repræsenteret på smørrebrødssedlen: et stykke med roastbeef, rejemadden, hønsesalat samt den sommerlige kartoffelmad. Men sortimentet vil løbende blive tilpasset.

“For vi spørger også, hvad folk gerne vil have. Vil de have oksespidsbryst, så skal det da prøves,” siger Marie Kjerstine Lindholdt Knudsen.

Marie Kjerstine Lindholdt Knudsen viser to klassiske smørrebrød frem: rejemadden og et stykke med roastbeef. Foto: Jens Erik Møller

Mormors kolonihavehus

Det vigtigste er naturligvis selve maden, men næsten ligeså vigtigt er selve stemningen hos Aalborg Street Food The Lighthouse. Alle køkkenerne er bygget op som små selvstændige boder med hvert sit udtryk.

Og hos Smørrebrødskartellet er der kolonihavehus-stemning i bedste “Mormors kolonihavehus-stil”.

“Det hele startede, da vi fandt tapetet, og det er ligesom bygget op om det. Vi har meget haft Birthe Kjær og Dorthe Kollo i tankerne,” fortæller en smilende Marie Kjerstine Lindholdt Knudsen, mens der kører passende dansk musik af ældre dato i baggrunden.

Gennemgående hos Smørrebrødskartellet er et klassisk rød og hvidt ternet tapet mikset med Madam Blå køkkentøj.

“Det giver et fedt modspil med det blå, og vi kan godt lide genbrug,” siger Marie Kjerstine Lindholdt Knudsen.

Se her, hvilke andre køkkener, du kan finde på Aalborg Street Food The Lighthouse

Nordic Pizza - Foto: Aalborg Street Food The Lighthouse

Aalborg Street Food: Her er alle boderne

Nu åbner Aalborgs nye madmarked Aalborg Street Food The Lighthouse, og her er det komplette menukort.

Er du blandt dem, der aldrig kan bestemme sig, når de sidder ved bordet med menukortet i hånden? Så er der hjælp at hente lige her, hvis du skal besøge Aalborgs nye gastronomiske paradis – madmarkedet Aalborg Street Food The Lighthouse.

Her er en oversigt over de mange køkkener i den store hal på Skudehavnsvej 35-37 i Aalborg Vestby, hvor det nye street food-marked holder til.

Aladdin Grill Adventure – er som at komme på en rejse til Mellemøsten. Her er ægte arabisk street food tilberedt på en kulgrill med traditionelle mellemøstlige krydderier.

Burgers and Shakes – det er her du finder de gode, juicy burgers, de rustikke twister fries, den hjemmelavet dip og naturligvis de lækre milkshakes.

Duck it – måske du har mødt duckfather på Aarhus Street Food. Nu byder han også på confiteret and samt duck boats og de lækre og berygtede Duck Fat Fries her i Aalborg.

Bánhmì Bandits – Foto: Aalborg Street Food The Lighthouse

Bánhmì Bandits – her finder du det vietnamesiske gadekøkken. Der serveres blandt andet vietnamesiske baguettes med et sandt festfyrværkeri af smagsoplevelser samt lækre salater fra det vietnamesiske madunivers.

Cibus – er det sydamerikanske indslag på Aalborg Street Food The Lighthouse. Her får du empanadas, coxinas, ceviche og cassavafries – og naturligvis er det altsammen hjemmelavet.

Danyar Fish & Chips – her kan du kommet et gastronomisk smut til Færøerne. Fisken, der serveres sammen med chips’ene, er fanget på line, og den er 100 procent økologisk. Du kan også nyde lækre glutenfri fiskefrikadeller.

Nordic Pizza – Foto: Aalborg Street Food The Lighthouse

Nordic pizza – tager alt det gode fra det nordiske køkken og transformerer det om til en pizza. Alt er hjemmelavet lige fra den økologiske pizzadej til brændenældepestoen.

Indisk – som navnet siger, er køkkenet her en en rejse til Indien. Der er indiske specialiteter, som for eksempel Butter Chicken, Beef Curry og Samosa.

Smørrebrødskartellet – har fokus på ægte dansk højbelagt smørrebrød. Eksempelvis det klassiske stjerneskud, stykker med æg og rejer, roastbeef med hjemmerørt remoulade, nye danske kartofler og Henriks berømte frikadeller.

Stegen og dellen – Foto: Aalborg Street Food The Lighthouse

Stegen og dellen – er du til lækre frikadeller og flæskestegssandwich? Så er det her, du skal købe din street food. Der er garanti for sprøde og knasende svær og lækre saftige deller.

Street Sushi – serverer frisk og hjemmelavet sushi, forårsruller samt den helt specielle Wagyue (Kobe) burger. 

Wok me – her kan du få oksekød, kylling og rejer med nudler og ris samt lækre sprøde grøntsager, der vendes i den brandvarme wok med hjemmelavede saucer og asiatiske krydderier.

 

Åbner snart hos Aalborg Street Food The Lighthouse:

Pita By Foodsteps – elsker du hjemmebagt pitabrød fyldt med lækkert kød og årstidens friske grøntsager? Så er det har, du skal spise. Pitabrødene er alle med hjemmelavet dressing. Til de lækre pitabrød kan du få Wedges og kokosvand.

The Mexican Donkey – Foto: Aalborg Street Food The Lighthouse

The Mexican Donkey – ægte autentisk mexicansk street food med store burritos, lækre quesadillas og bløde tacos og masser af hjemmelavet guacamole og sprøde nachos.

Ugood – stedet, hvor du får de lækreste Rolex, sweet potato fries og den mest uimodståelige sukkerrørsjuice.

Kaffe, kage og signaturdrinks

Udover mad fra de mange gadekøkkener kan de sulte aalborgensere også allerede nu købe kager fra Café Penny Lane på Boulevarden samt økologisk is fra Hansen Is. Der vil desuden være mulighed for at købe en god kaffe fra Nørre Snede Kafferisteri.

“Det er vigtigt for os, at vi kan tilbyde en kaffe, hvor kaffebønnerne bliver ristet på stedet,” fortæller talspersonen for Aalborg Street Food The Lighthouse, Isabel Enevoldsen, og understreger, at kvalitet er vigtig.

Modsat Aarhus Street Food, er det i Aalborg muligt også at købe vand og sodavand hos de enkelte køkkener samt specielle signaturdrinks, der passer de forskellige køkkener.

“Det gør vi for gæsternes skyld, så de ikke skal stå i kø flere gange,” siger Isabel Enevoldsen.

Men der er naturligvis også både en Foyerbar og en Mainbar, hvor det er muligt at købe øl, cocktails og andre drikkevarer.