Foto: Hirtshals Fiskefestival.

Mortens Kro løb med sejren: Vinder af Årets Sild 2018

Hirtshals Fiskefestival kårede traditionen tro Årets Sild  søndag den 8. april, hvor Mortens Kro fra Aalborg løb med sejren.   Continue reading

Foto: Den Bette Kro

Efter konkurs: Populær Aalborg-kro genåbner med ny ejer

Den Bette Kro åbner igen i midten af september, oplyser den på Facebook.

Ejeren af Den Bette Kro, Morten Gamini, måtte i begyndelsen af august kaste håndklædet i ringen og lukke den populære smørrebrødsrestaurant i Vingårdsgade. Ifølge Nordjyske blev kroen erklæret konkurs på grund af en større gæld til Skat.

Men nu er der godt nyt til alle smørrebrødselskere. Den Bette Kro er blevet overtaget af nyere ejere, som genåbner den kendte frokostrestaurant onsdag den 13. september. Det afslører Den Bette Kro på sin facebookside.

“Det er med glæde at kunne fortælle, at Den Bette Kro genåbner den 13. september med ny ejer. Vi arbejder lige nu på højtryk for at være klar til at tage imod jer, hvor vi igen kan byde på de klassiske danske smørrebrød, lige så lækre som I kender dem,” skriver den blandt andet på Facebook.

Den tidligere ejer og manden bag kroens kendte smørrebrød, Morten Gamini, er ifølge Nordjyske helt ude af ejerkredsen, og han er heller ikke en del af den fremtidige medarbejderstab hos Den Bette Kro.

Foto: Jens Erik Møller

Smørrebrødet er tilbage hos Victors Madhus

Victors Madhus har lyttet til gæsterne, og nu er smørrebrødet tilbage på frokostbordet.

Godt, klassisk smørrebrød er oppe i tiden, og det mærker man også hos Victors Madhus, der ligger på Nørresundbys havnefront ved den nye Kulturbro. Så meget, at man har valgt at relancere smørrebrødet, som ellers har været væk fra menukortet et stykke tid.

Ifølge ejer Danni Bühlmann er ønsket en bred restaurant med mange forskellige valgmuligheder. Og derfor er smørrebrødet tilbage som supplement til de pastaretter, wok-retter, risottoer, salater og brasserieretter, der også er på kortet.

Hønsesalat, æg med rejer og frikadeller

Det udmønter sig i et udsøgt udvalg af lækre, klassiske smørrebrød. I første omgang satses der på varianter med hønsesalat, æg med rejer og frikadeller og rødkål. Og det er ikke tilfældigt, at det lige er dem, som er kommet på smørrebrødssedlen.

“Det er det, som folk har efterspurgt. Huset er for dem, der bor her omkring, så vi prøver at lave det, folk vil have. Vi er ikke bare Victors Madhus, vi er Nørresundbys madhus,” siger Danni Bühlmann.

Vil favne bredt

Ifølge Danni Bühlmann er grundtanken bag Victors Madhus at favne bredt. Det er hverdagsmad lavet fra bunden, god kvalitet og lokale råvarer. Og der passer smørrebrødet godt ind.

Skulle du have fået lyst til et stykke med hønsesalat eller et af de andre stykker smørrebrød, så er det muligt at bestille dem på forhånd via victorsmadhus.dk, så de er klar, når du ankommer.

Et stykke med hønsesalat. Foto: Jens Erik Møller
Foto: Den Bette Kro

Chok: Populær Aalborg-kro drejer nøglen om

Den populære smørrebrødsrestaurant i Vingårdsgade er gået konkurs.

I april 2016 åbnede Morten Gamini Den Bette Kro i Vingårdsgade i hjertet af Aalborg. Men nu er det slut. Den populære frokostrestaurant er pr. 1. august begæret konkurs. Det skriver Nordjyske.dk.

“Jeg er naturligvis ked og meget påvirket af situationen, men har for øjeblikket ikke andre kommentarer til sagen,” siger ejer Morten Gamini til Nordjyske.

Ifølge avisen er det angiveligt en gammel skattegæld, der nu spænder ben for den succesfulde kro, som siden den åbnede for godt halvandet år siden har haft et trofast publikum.

Hos Smørrebrødskartellet er det rød-hvide tapet og Madam Blå det gennemgående tema. Foto: Jens Erik Møller

Aalborg Street Food: Smørrebrød i lange baner

Alverdens forskellige køkkener er repræsenteret på Aalborg Street Food The Lighthouse – også det danske.

På det nyåbnede Aalborg Street Food The Lighthouse i skudehavnen, er der mad fra hele verden. Men der er også en dansk klassiker repræsenteret, for blandt de mange forskellige køkkener finder man nemlig Smørrebrødskartellet.

Bag køkkenbordet med smørrebrød finder vi blandt andre Marie Kjerstine Lindholdt Knudsen, der er daglig leder af Smørrebrødskartellet. Det er blandt andre hende, der har været med til at vælge præcis hvilke varianter af det klassiske smørrebrød, som de skulle satse på.

Svært at vælge

“Det har været helt vildt svært at vælge. Men det er vigtigt at følge årstidens råvarer, så det er klart, at kartoffelmaden skulle med. Og med hensyn til rejemadden, så er vi i skudehavnen, så der skal også lidt fisk med. Men ellers har vi stillet os selv det spørgsmål, hvad ville vi gerne selv have,” forklarer Marie Kjerstine Lindholdt Knudsen, der også lægger vægt på, at udbuddet er varieret.

Indtil videre er følgende smørrebrødsklassikere repræsenteret på smørrebrødssedlen: et stykke med roastbeef, rejemadden, hønsesalat samt den sommerlige kartoffelmad. Men sortimentet vil løbende blive tilpasset.

“For vi spørger også, hvad folk gerne vil have. Vil de have oksespidsbryst, så skal det da prøves,” siger Marie Kjerstine Lindholdt Knudsen.

Marie Kjerstine Lindholdt Knudsen viser to klassiske smørrebrød frem: rejemadden og et stykke med roastbeef. Foto: Jens Erik Møller

Mormors kolonihavehus

Det vigtigste er naturligvis selve maden, men næsten ligeså vigtigt er selve stemningen hos Aalborg Street Food The Lighthouse. Alle køkkenerne er bygget op som små selvstændige boder med hvert sit udtryk.

Og hos Smørrebrødskartellet er der kolonihavehus-stemning i bedste “Mormors kolonihavehus-stil”.

“Det hele startede, da vi fandt tapetet, og det er ligesom bygget op om det. Vi har meget haft Birthe Kjær og Dorthe Kollo i tankerne,” fortæller en smilende Marie Kjerstine Lindholdt Knudsen, mens der kører passende dansk musik af ældre dato i baggrunden.

Gennemgående hos Smørrebrødskartellet er et klassisk rød og hvidt ternet tapet mikset med Madam Blå køkkentøj.

“Det giver et fedt modspil med det blå, og vi kan godt lide genbrug,” siger Marie Kjerstine Lindholdt Knudsen.

Se her, hvilke andre køkkener, du kan finde på Aalborg Street Food The Lighthouse