Foto: Restaurant D'Wine.

Guide: 6 budgetvenlige restauranter i Aalborg

GUIDE: Leder du efter budgetvenlige restauranter i Aalborg? Du kan sagtens spise godt uden at skulle leve af havregrød resten af måneden. Vi giver dig seks bud på spisesteder med lækker mad til rimelige priser i Aalborg.

Budgetvenlig café
Cafe Karma, Hobrovej 452, 9200 Aalborg

budgetvenlige restauranter aalborg
Foto: Cafe Karma

I Aalborg storcenter finder du Karma. De tilbyder både brunch, frokost og aftensmad alt sammen til en overkommelig pris. De har frokosttilbud hver dag indtil klokken 16, hvor du blandt andet kan få en grillet steak til 89 kroner.

Til aften kan du også få flere af deres retter til bare 89 kroner f.eks. pastaretter, salater og sandwiches. De tilbyder også børnemenuer til børn op til 12 år til bare 55 kroner.

Læs også: 5 lækre vegetarburgere i Aalborg

Vin og spanske delikatesser i Aalborg
Restaurant D’Wine, Algade 57, 9000 Aalborg

Budget venlige restauranter i Aalborg
Foto: D’wine

Er du til god tapas, god vin samt kompetent betjening? Så skal du helt sikkert lægge vejen forbi restaurant D’Wine i Algade. Du kan blandt andet få Charcutteri & Ost til to for 209 kroner, bestående af spanske delikatesser, såsom en variation af spanske oste, serranoskinke, lomo, salchichon og chorizo.

Løber dine tænder også i vand?! Restaurant D’Wine åbnede i sommeren 2017 og var en drøm, der blev til virkelighed for ejerne bag – restauranten er nemlig lillesøster til engros- og vinhandlen D’wine som har haft hjemme i Algade siden 2011.

Buffet i Aalborg
Restaurant Sanya, Rendsburggade 18, 9000 Aalborg

Foto: Restaurant Sanya

Har du lyst til at spise til du revner? Mandag til torsdag kan du for kun 168 kroner spise all you can eat buffet med alt fra sushi, varme retter og frugtsalat. Restaurant Sanya er placeret på Havnefronten.

Hvis du er mere til a la carte har de også 3 retters menu til 158 kroner.

Læs også: 6 steder med kold hvidvin

Hot & Spicy restaurant
El Mariachi, Ved Stranden 1, 9000 Aalborg

Billige spisesteder i Aalborg
Foto: El Mariachi

Hos El Mariachi kan du opleve ægte mexicansk mad med nøje udvalgt øl og vin i en varm atmosfære nær havnepromenaden. Gastropubben adskiller sig ved at  lave alt fra bunden, og stedet sætter en ære i at præsentere det autentiske mexicanske køkken for aalborgenserne.

Er du til en helaftensoplevelse, skal du helt sikkert prøve konceptet social dining, hvor du får to eller tre serveringer, man kan dele, smage og mikse med hinanden. Hvis du er mere til a la carte, kan du også finde nogle lækre retter der. Du kan blandt andet få tre tacos med fyld af for eksempel kylling, hvid fisk eller squash for bare 199 kroner. Slut eventuelt af med en mexicansk cheesecake for 89 kroner.

Mums, siger vi bare! Skal aftenen fortsætte, har El Mariachi et cocktailkort, som med sit gode udvalg er en oplevelse i sig selv. Ay caramba!

Selvservering på solsiden i Aalborg
Victors Madhus, Carl Klitgaardsvej 5, 9400 Nørresundby

Billig mad Aalborg
Foto: Victors Madhus

Victors Madhus i Nørresundby har en vidunderlig placering ned til vandet, og restauranten tilbyder skøn mad til små priser uden at gå på kompromis med kvaliteten. Hos Victors Madhus kan du for eksempel nyde en bowl med enten tigerrejer, kylling eller okse for bare 89 kroner.

Der er ingen tjenere er hos Victors Madhus – i stedet bestiller du din mad elektronisk og afhenter selv menuen i det åbne køkken. Moderne! Alle retterne kan nydes enten i den hyggelige restaurant eller på den idylliske terrasse, og bordbestilling er ikke nødvendig. Du kan også tagen maden med som takeaway, hvis du vil indtage måltidet hjemme i stuen.

Læs også: 5 autentiske værtshuse i Aalborg

Aalborgs indiske oplevelse
The South Indian, Sankelmarksgade 9, 9000 Aalborg

Tilbud Aalborg
Foto: The South Indian, budgetvenlige restauranter i Aalborg

The South Indian har specialiseret sig i Chettinad-køkkenet. En madtradition med aromatiske og krydrede retter, opkaldt efter et historisk handelsområde i det sydlige Indien. Sydindien er desuden kendt for det vegetariske køkken, som også udfoldes i den hyggelige restaurant på Vesterå.

For rimelige 147 kroner kan du for eksempel gå om bord i The South Indians vegetariske menu, hvor du både får to vadai og to masala dosa, der er en sydindisk pandekage af linser og ris. Har du mere lyst til kød, har restauranten også en masse lækre og kødfyldte retter. The South Indian er en del af en kæde, hvis første restaurant åbnede i København i 2015, og som nu har spredt sig til også Aarhus, Herning, Solrød – og ej at forglemme Nordens Paris.

Foto: D'Wine

D’Wine holder vin-lagerslag med vanvittige priser

I weekenden er det muligt at gøre et vaskeægte vinkup, når D’Wine inviterer til lagersalg.

Rødvin, hvidvin, rosé eller bobler? Der er noget til ethvert vinglas, når den spanske vinforretning og webbutik D’Wine holder vin-lagersalg den 26. august.

Det sker på Amalienborgvej 57-61 i Nørresundby fra kl. 10 og fire timer frem. Og hvad enten du går efter en fyldig og velsmagende rødvin, en forfriskende rosé eller en sprudlende cava, så er der mange penge at spare, lover D’WineDe mange forskellige vine er delt ind i tre priskategorier, hvoraf den pinke kategori giver op til 50 procents rabat.

Sortimentet hos D’Wine kommer fra mere end 15 vindistrikter fordelt over hele Spanien. Lige fra de store områder såsom Rioja, Priorat og Ribera del Duero, men også de mindre kendte områder såsom Toro, Rías Baixas, Bierzo og Granada. Ikke alle distrekter er repræsenteret til lørdagens lagersalg, men det er stadig muligt at finde mange forskellige og gode kvalitetsvine. Blandt andet kan du finde Silvanus GULD og SØLV med stor rabat.

Besøg D’Wines webshop her.

Til lagersalget vil der ikke bare være mulighed for at prøvesmage de forskellige vine, der er også lidt lækkert til maven. Restaurant D’Wine tryller nemlig nogle spanske delikatesser og lækkerier frem til de mange vinkøbere denne lørdag.

Foto: Resraurant D'Wine

Kom med til Nordspanien: Grillet lam, blæksprutte og smørbagt kulmule

Restaurant D’Wine inviterer på gastronomisk rejse med ukendte nordspanske delikatesser.

Den danske sommer indbyder nærmest til, at man tager en tur sydpå. Men hvis sommerferien allerede for længst er slut, så kan du alligevel komme med på en tur til det nordlige Spanien.

Restaurant D’Wine – den spanske restaurant i Algade – har nemlig sat Nordspanien på menuen i august og september.

Det er derfor muligt at komme på en fantastisk gastronomisk sommerrejse med ukendte smagsoplevelser. Restaurant D’Wine er nemlig kendt som restauranten, hvor gæsterne ikke selv vælger, hvad der kommer på tallerkenen. Det gør kokken helt suverænt.

Fra grillet blæksprutte til smørbagt kulmule

Det er ikke de traditionelle spanske tursit-retter, der serveres, det kan vi godt afsløre. Hvis du er heldig, kan det eksempelvis være Salpicón de pulpo, som er grillet blæksprutte marineret med appelsin, hvidløg og bredbladet persille. Den serveres med ristede mandler, fennikel og en citrus vinaigrette.

Den nordspanske menu hos Restaurant D’Wine indeholder også smørbagt kulmule, unghanebryst stegt med sherry, braiseret Iberico svinekæbe glaseret med honning, sennep og rosmarin og mange andre spændende og lækre retter.

Intet fast menukort

Restaurant D’Wine har ikke et traditionelt menukort, hvor gæsterne selv vælger fra. Det er derimod kokken, der vælger, hvad gæsterne får lov at smage. Og det er der ifølge ejer Kristian Ishøy en helt særlig årsag til.

“Sidder du med et menukort, vælger du det samme, som du plejer. Vi vil gerne, at folk tør smage noget nyt, men hvis folk selv kan vælge, går de glip af meget. Ved at presse folk på den her måde, så får de nye smagsoplevelser, som de ellers ville være gået glip af,” har han tidligere udtalt til Smag Aalborg.

Det er muligt at vælge antallet af retter, hvorefter kokken sammensætter den endelige menu.

Foto: Restaurant D'Wine

Restaurant inviterer på lækre spanske delikatesser

Den relativ nye restaurant i Algade, D’Wine, holder åbent hus med spanske delikatesser.

Måske du har hørt om den spanske restaurant i Algade, hvor du ikke selv bestemmer, hvad du får på tallerkenen. Nu kan du uden risiko smage de spanske delikatesser og vin, for D’Wine holder nemlig åbent hus for alle aalborgensere.

Det sker lørdag den 5. august, hvor restauranten fra kl. 12 serverer lækre smagsprøver fra deres køkken. Der vil selvfølgelig også være muligt at smage forskellige spanske vine.

Og D’Wine glæder sig meget til at hilse på aalborgenserne.

“Kom forbi og sig hej og få lidt godt til ganen i mens. Der vil være lækre spanske smagsprøver og vin til de fremmødte. Vi glæder os enormt til at hilse på jer alle! Ta’ en god ven, kollega eller din bedre halvdel under armen og smag på vores Spanien,” skriver de blandt andet på Facebook.

Og det hele er såmænd ganske gratis.

Foto: Pixabay

Så er der bobler: Smag på otte forskellige cavaer

Restaurant D’Wine indbyder til en helt særligt aften med spanske delikatesser og cava i massevis.

Lørdag 12. august sker der noget helt specialet på restaurant D’Wine i Algade. For allerførste gang afholdes der nemlig en såkaldt Winemakers Dinner.

D’Wine får denne aften besøg fra det berømte cavahus Llopart Cava, der ligger nær Barcelona i det nordlige Spanien. Huset har produceret cava siden 1887, men har rødder helt tilbage til 1385.

Og der er dækket op til den helt store aften på D’Wine, hvor cava-propperne kommer til at sprænge om ørerne på gæsterne. I løbet af aftenen får man nemlig mulighed for at smage hele otte forskellige cavaer fra Llopart Cava.

Det hele garneres med spanske delikatesser i form af syv retter mad foruden kaffe og petit four. Alt sammen krydret med fortællingen om det traditionsrige cavahus Llopart Cave.

Har du fået lyst til at være med til denne helt særlige aften, kan du læse mere og bestille billetter her.

Hos restaurant D'Wine får du det, køkkenet serverer. Hvis du er heldig kan det være, at du får lov at smage "Carrillada de cerdo Ibérico". Foto: Restaurant D'Wine

Ny restaurant: Vi bestemmer, hvad gæsterne skal spise

Aalborgenserne har taget godt imod D’Wine og det anderledes koncept.

For godt en måneds tid siden åbnede en ny spansk restaurant i Algade. Men modsat så mange andre steder, så kan gæsterne ikke selv vælge, hvad de vil have. Restauranten bestemmer suverænt, hvad der kommer på tallerkenen.

Det betyder, at nogle er gået igen, når de er kommet ind ad døren, men mange sætter sig, og tager det som en oplevelse,” fortæller Kristian Ishøy, som er idémand og ejer af D’Wine, som åbnede i midten af juni.

“Vi vil gerne, at folk tør smage noget nyt”

Forklaringen på de manglende valgmuligheder hænger til dels sammen med D’Wines spanske ophav.

“Det er en idé, jeg har haft i lang tid, men det hænger sammen med flowet i restauranten. De vigtigste råvarer henter vi i Spanien, så vi er nødt til at have en vis kontrol med, hvad folk spiser,” forklarer Kristian Ishøy.

Men det handler ikke kun om råvarerne, hvor en stram logisktisk planlægning kunne skabe flere valgmuligheder. Det handler også om noget helt andet.

“Sidder du med et menukort, vælger du det samme, som du plejer. Vi vil gerne, at folk tør smage noget nyt, men hvis folk selv kan vælge, går de glip af meget. Ved at presse folk på den her måde, så får de nye smagsoplevelser, som de ellers ville være gået glip af,” siger Kristian Ishøy.

Oplevelser de ikke er vant til

Selvom man måske skulle tro, at det ville skabe sure miner hos gæsterne, at de ikke kan vælge deres mad selv, så er det på ingen måde tilfældet. Ifølge Kristian Ishøy har aalborgenserne taget rigtig godt imod den nye restaurant.

“Det fleste har en fantastisk fornemmelse, når de går herfra. De føler, de har fået et spændende og varieret måltid. Folk får oplevelser, de slet ikke er vant til, og de smager på en helt anden måde,” fortæller Kristian Ishøy og fortsætter:

“Og folk forventer at få noget, de ikke får andre steder, og dér vil jeg i hvert fald ikke skuffe dem. De får kvalitet, og det er det vigtigste. Og så er det ellers take it or leave it.”

Det begyndte med spansk vin for seks år siden

Det hele startede med en engros- og vinbutik i 2011, siden kom vinbaren D’Wine Bar i Algade for tre år siden, og nu altså en spansk restaurant lige overfor.

Det er sjovt at søsætte vanvittige idéer, som jeg åbenbart tiltrækkes af, og så er jeg heldig at have nogle partnere, som tror på idéerne. Jeg er ikke restauratør, jeg er mest af alt vinmand. Jeg har et engrosselskab, og så er idéerne bygget op om det. Og det sidste, vi manglede i vores spanske univers, var maden,” siger Kristian Ishøy.

“Og det er måske derfor, vi tænker anderledes.”

Kristian Ishøy beskriver sig selv som en idémand, der sætter noget i gang, men når det løber selv, så er han videre og sætter noget nyt i gang.

“Og det er da en ambition at udvide geografisk til andre steder i kongeriget,” slutter Kristian Ishøy på en skrattende telefonforbindelse fra sin anden arbejdsplads – Spanien.